De giver ikke meget lyd af sig – og så alligevel

For MuteBox lydtætte mødebokse dukker i stigende grad op på venteværelser, kontorer og uddannelsesinstitutioner i disse år. De gør det muligt at holde møder eller foretage fortrolige samtaler, selvom man befinder sig på et fælleskontor, hvor alle ellers hidtil har kunnet lytte med på kollegernes Teams-møder.

Rigtig mange kan se en fidus i den lydtætte boks, og det fremtidige potentiale er kæmpestort. Netop derfor var MuteBox den helt oplagte vinder af Årets Iværksætterpris 2023. Iværksætterprisen blev tildelt MuteBox den 11. januar i forbindelse med Vejle Kommunes årlige nytårskur for erhvervslivet.

– “Vi er utroligt glade for at modtage Årets Iværksætterpris, da det er en stor anerkendelse af vores arbejde”, sagde CEO & Co-founder Jonas Kjemtrup, da Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen og formand for BusinessVejle, Peter Skou, overrakte prisen foran 550 lokale nytårskurgæster.

– “En stor del af anerkendelsen skal gå til vores dygtige medarbejdere, der knokler benhårdt hver eneste dag. Det er i allerhøjeste grad dem, der er med til drive MuteBox fremad”, tilføjede Jonas Kjemtrup fra scenen, hvor han sammen med resten af MuteBox teamet modtog et diplom, et flot kunstværk udført af en lokal kunstner og en præmiecheck på 10.000 kroner.

Lærer og elev gjorde iværksætterdrøm til virkelighed
MuteBox blev stiftet i 2019 af Thomas Keller Carstensen og Jonas Kjemtrup. Thomas og Jonas lærte hinanden at kende som lærer og elev på handelsgymnasiet Campus Vejle, og siden da er tingene gået stærkt.

De kastede alle kræfter ind i udviklingen af MuteBox. Bare tre år senere sidder de begge i ejerkredsen med Jonas Kjemtrup i spidsen som CEO for virksomheden, der holder til i flotte nyrestaurerede lokaler ovenover FDB Møbler på gågaden i Vejle.

Fra dag ét har MuteBox arbejdet på at finde sin plads midt i en usikker markedssituation præget af Covid-19 samt konsekvenserne af krigen i Ukraine. Men det formåede virksomheden på imponerende vis. For med en deltagelse i DR-programmet ”Løvens Hule”, hvor serieinvestoren Jesper Buch investerede i firmaet, fik MuteBox skabt landsdækkende ”støj” om de stille bokse.

Med hårdt arbejde og dygtighed har virksomheden vokset flot. Resultaterne bekræfter virksomhedens store potentiale og understreger baggrunden for udnævnelsen som Årets Iværksætter i Vejle Kommune 2023.

I Vejle tænker man nyt og bringer idéer til live – ligesom MuteBox
Borgmester i Vejle Kommune, Jens Ejner Christensen, er glad for at kunne tildele Årets Iværksætterpris 2023 til en innovativ virksomhed, der har formået at blive landskendt og introduceret nye måder til, hvordan man eksempelvis indretter fremtidens arbejdspladser.

– “MuteBox er et glimrende eksempel på den iværksætterånd, der i generationer har præget vores fantastiske kommune. Vejlenserne tør tænke nyt og bringe nye ideer til live – netop som MuteBox gør”, forklarer borgmester Jens Ejner Christensen, der hæfter sig ved, at Vejle er en iværksætterkommune.

Nye tal fra Danmarks Eksport og Investeringsråd viser nemlig, at Vejle er den kommune i Region Syddanmark med flest iværksættere per 1000 indbyggere. Og ifølge borgmesteren er MuteBox et skoleeksempel på, hvordan den vejlensiske iværksætterånd lever i bedste velgående.

– “Vi har i flere år arbejdet med innovation og iværksætteri – blandt andet i folkeskolen. Det har vi gjort ud fra tanken om, at vi ikke kender mange af fremtidens arbejdspladser, da de ikke er skabt endnu. MuteBox er et eksempel på den iværksætterånd, der skal drive vores kommune fremad, så vi skaber de virksomheder og de arbejdspladser, vi skal leve af i fremtiden”, forklarer Jens Ejner Christensen.

Kilde

Foto: ABW