Særudstilling om jernalderens guldofringer på Kulturmuseet Spinderihallerne fra 02.02.19 – 22.03.20. Se Hjarnøskatten, og mærk det kaos, der ramte verden, da solen forsvandt. Det skriver vejlemuseerne.dk på deres hjemmeside.

I 500-tallet blev der ofret store mængder guld i det nuværende Danmark.

Hjarnøskatten, der udstilles for første gang, er netop et skattefund fra 500-tallet, da askeskyer fra vulkanudbrud i år 536 og 540 førte til en lille istids kulde, som vendte op og ned på den kendte verden og skabte kaos.

De mange guldofringer i den periode kan have været en desperat befolknings løsning på det kaotiske mørke, som skabte sult, kulde, fejlslagne afgrøder og øget dødelighed blandt mennesker og dyr.

Flere øjenvidneskildringer fra de kaotiske år, hvor menneskene led under voldsomme klimaforandringer med mørke, kulde og angst er nedskrevet allerede i år 536 e. Kr. Andre fortællinger har overlevet fra mund til mund og er først blevet nedskrevet meget senere.

Når solen forsvinder
Solen er blevet tilbedt til alle tider i håb om en bedre morgendag. Hvis solen forsvinder, mister menneskene grundlaget for det daglige liv og de vender sig mod religion som løsning på kaos. Guld & Kaos byder på nogle af de mest ikoniske eksempler på soltilbedelse gennem tiden, bl.a. solsten fra Bornholm og hvirvelhjul og billedsten fra Gotland.

Ragnarok og Fimbulvinter
Træd indenfor, og få fortællingen om Fimbulvinteren og Ragnarok kendt fra den nordiske mytologi. Stil skoene på reolen, sæt dig godt tilrette på hynderne, og nyd fortællingen sammen med en solformørkelse. Men pas på, for måske lurer Fenrisulven på dig i mørket! Der er lagt op til en afslappet og lærerig oplevelse for store og små.

Få et indblik i Vølvens Spådom, der er en myte om verdens skabelse, undergang og genskabelse fra den nordiske mytologi. Man regner med, at den først er nedskrevet i middelalderen, men har været fortalt fra mund til mund i mange århundreder før. Læs udvalgte vers om verdens undergang – Fimbulvinter og Ragnarok. Måske henviser versene til noget af det, jernalderfolket oplevede i 500-tallet.

Tolkninger af guldhornene
På guldhornene, der også er fra yngre jernalder, er der en levende billedverden, som både er fascinerende og svær at fortolke.
Arkæologerne opfatter guldhornenes inskriptioner og figurer som et billedsprog, men tænk, hvis vi kunne knække koden til det.

I udstillingen Guld & Kaos kan du se nærmere på en kopi af guldhornene, få forskellige fortolkninger af dem gennem tiden og selv vurdere, hvad du tror, billederne betyder. Måske kan du knække koden?

For mere information klik her.

Foto: ABW