Tirsdag aften blev Venstre, Konservative, Radikale Venstre, Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne enige om et budgetforlig med fokus på velfærd.

Det går rigtig godt i Vejle. Kommunen har den største befolkningsvækst i Syddanmark, og samtidig er borgernes indtægter steget. Det giver markante skatteindtægter. Politikerne har derfor haft et råderum på 279,5 mio. kr. i 2024, og prioriterer 1,1 mia. kr. i de kommende 4 år.

Forligspartierne er enige om, at udfordringerne og væksten i Vejle Kommune bedst imødekommes ved at bringe hele råderummet i 2024 og 2025 i spil til gavn for borgerne.

Vejle Kommune er et centrum for vækst og udvikling, men med den høje vækst følger også et behov for mere velfærd. Nogle af velfærdsområderne er allerede udfordret, mens andre forventes at mangle penge fra næste år. Der er også behov for nye investeringer, hvis Vejle også i fremtiden skal være attraktiv og kunne tiltrække både borgere og virksomheder.

Sådan fordeles de ekstra penge
Forligspartierne prioriterer samlet 1,1 mia. kr. til velfærd og udvikling af kommunen i de kommende fire år – fordelt med 279,5 mio. kr. i 2024, 258,9 mio. kr. 2025, 338,7 mio.kr. i 2026 og 207,2 mio. kr. i 2027.

Men selv om forligspartierne bruger alle penge i råderummet, må de også konstatere, at udvalgene stadig skal arbejde med at skabe balance mellem budget og service.

Der er også som en del af budget i balance indarbejdet et forslag til administrative besparelser på 14 mio. kr. som følge af Regeringsgrundlaget.

Fremtiden skal ikke tynges af fortidens gæld
Forligspartierne er enige om, at velfærdsområderne skal prioriteres højt. Det store økonomiske råderum skal både bruges til at lette områderne for gammel gæld og til at give bedre forudsætninger for at skabe balance i det kommende budget for 2024.

Vi bliver stadig flere ældre, og de plejekrævende opgaver stiger. Ældreområdet er derfor under stort økonomisk pres og har en gæld på 36 mio. kr., som eftergives. Området tildeles derudover 43 mio. kr. årligt fra 2024 og frem.

Det betyder, at nogle udfordringer imødekommes. Konkret peges der på, at de visiterede dagpladser på Heilskov genåbnes.

Børn og unges trivsel er vigtig
Forligspartierne er enige om at prioritere velfærden for børn og unge med 29 mio. kr.
Der afsættes 155 mio. kr. til udbygning af daginstitutioner i de kommende 4 år.

Penge til sårbare voksne
Voksne med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser har politikerne også fokus på, og derfor har forligspartierne afsat 28 mio. kr. årligt til Voksenudvalget. Voksenområdet er under stort økonomisk pres og har en gæld på 12,4 mio. kr., som eftergives. Derudover sikres Peer to Peer-projektet med 1,3 mio. kr.

Forligspartierne har besluttet at sætte gang i en ombygning af Tinghøj-institutionen i Egtved, så beboerne får tidssvarende boligforhold.

Indsats for rekruttering
Der er stor mangel på arbejdskraft på velfærdsområderne, og forligspartierne ønsker derfor i et tæt samarbejde med UCL, Social- og Sundhedsskolen og andre uddannelser at øge kvaliteten i form af blandt andet trainee-forløb. Der skal også fokus på sygefravær og brug af vikarer.

Der afsættes en pulje på 6 mio. kr. til nye, innovative indsatser over for sygefravær, samarbejde med uddannelsesinstitutionerne og nedbringelse af vikarforbruget. Puljen skal dække en to-årig periode og er finansieret via den centrale reservepulje i 2023.

Investeringer i kultur og natur
Forligspartierne er enige om, at kultur- og naturliv er vigtigt, og har derfor afsat flere investeringer heri. Det gælder blandt andet Kulturhusprojektet i Vejle, som kan se frem til en stor fornyelse i de kommende år, og projektet udvides med en musik- og kulturskole.

Borgerne kan se frem til flere natur- og kulturoplevelser, når hærvejsprojektet bliver rullet ud i Vejle Ådal med projekterne omkring Egtvedpigens verden, Anesminde og Haraldskær Avlsgård. Projektet er delvist finansieret af Nordea-fonden med 50 procent.

Forligspartierne afsætter yderligere 3,5 mio. kr. til projekt Sund Vejle Fjord.

Penge til busser og cykelstier
Kollektiv trafik er i disse år voldsomt udfordret. Passagerfrafald i busserne kombineret med stigende energipriser og vækst i den udgiftstunge flextrafik belaster økonomien. Forligspartierne er derfor enige om at afsætte 8,1 mio. kr. til bybusser og 5,7 mio. kr. til cykelstier i 2024.

Investering i klima
Vejle Kommunes klimaplan skal prioriteres stærkere i de kommende år. Der er fokus på at skabe en mere bæredygtig og miljøbevidst kultur. Et koncept for styring af kommunens forbrug skal nedbringe kommunens klimaaftryk.

Forligspartierne lægger også stor vægt på at fremme adfærdsændringer md fokus på oplysning og uddannelse af kommunens medarbejdere og borgere.

Fjernvarmeselskaberne understøttes i hurtigst mulig udrulning af fjernvarmeprojekter.

Antallet af el-biler skal øges, så hele den kommunale kørsel i 2030 er elektrificeret. Samtidig skal vi have flere el-ladestandere. Der afsættes 7,4 mio. kr. til 119 nye ladestandere på de kommunale adresser i 2024 og 2025.

Der afsættes i 2024 og 2025 en pulje på 30 mio. kr. til ekstraordinært vedligehold af kommunens bygninger, f.ex. Vinding Hallen og Kirkebakkeskolen.

Vejle vil være universitetsby
Vejle Kommune vil sammen med centrale erhvervspartnere hjælpe SDU med at realisere den erhvervsfremme og erhvervsudvikling, som vil sikre udvikling af nye produkter og tjenester og fremtidssikre virksomhedernes konkurrenceevne. Forligspartierne reserverer 100 mio. kr. til – sammen med SDU – over en årrække at skabe dette fundament for udvikling af nye jobs og fastholdelse og tiltrækning af højt kvalificerede kandidater.

Trafikudfordringer og byrumskvaliteter
Trafikproblemer og byrumskvaliteter har høj prioritet, og der er afsat 115 millioner i 2026 til at bygge en havnetunnel, som kan lede trafikken under havneområdet.

Derudover har partierne afsat en pulje, som skal finansiere stormflodssikring langs Rødkildevej i 2027 og finansiere forlængelse af omfartsvejen ved Uhrhøj.

Kontaktpersoner:
Jens Ejner Christensen, Venstre, telefon 20 16 32 14
Lars Schmidt, Venstre, telefon 20 13 33 25
Dan Arnløv Jørgensen, Det Konservative Folkeparti, telefon 25 47 35 35
Eva With, Nye Borgerlige, telefon 40 60 65 29
Torben Elsig-Pedersen, Radikale Venstre, telefon 40 94 57 40
Svend Erik Nielsen, Danmarksdemokraterne, telefon 40 29 08 11
Rune Bønneløkke, Dansk Folkeparti, telefon 20 48 64 52

Læs hele budgetforliget
Budgetforlig 2024

Kilde

Foto: ABW