Vejle Kommune har ansat Kristine Schou som ny HR-chef

Med Kristine Schou får Vejle en engageret og handlekraftig HR-chef, der allerede har et stort kendskab til kommunen.

Hun kommer fra et job som afdelingsleder i Industri & Landbrug og har tidligere arbejdet som specialkonsulent i Koncern HR.

Kristine Schou, der er 42 år, er cand. jur. fra Århus Universitet suppleret med efteruddannelse, bl.a. Diplom i Ledelse.
Inden ansættelsen i Vejle Kommune i 2015 har hun bl.a. arbejdet som personalejuridisk konsulent i Silkeborg Kommune i seks år og inden da i Århus Kommune.

Kommunaldirektør Niels Ågesen glæder sig til at byde Kristine velkommen i jobbet som HR-chef.
– “Vi ledte efter en HR-chef, som vil være med til at sikre, at Vejle Kommune som organisation og arbejdsplads fortsat er blandt Danmarks bedste. Samtidig står vi foran store komplekse udfordringer med bl.a. manglende arbejdskraft. Jeg er sikker på, at vi med Kristine Schou har ansat en både fagligt stærk og nytænkende HR-chef, der er klar til at sætte retning og prøve helt nye løsninger af.”

Som næstformand i Vejle Kommunes HovedMED glæder Bo Uttrup sig også til samarbejdet.
– “Jeg ser meget frem til samarbejdet med Kristine Schou. Hun har en særlig stærk erfaring fra MED området og et godt kendskab til Vejle Kommune.”

Den nye personalechef begynder i jobbet 1. november.
– “Jeg glæder mig meget til at understøtte udviklingen af Vejle Kommune – ikke mindst i forhold til trivsel, arbejdsmiljø og samarbejdsstrukturer på tværs af organisationen og i tæt samarbejde med direktion og HovedMED”, siger Kristine Schou. Og så er manglen på arbejdskraft er en af de helt aktuelle udfordringer, som jeg ser frem til at tage fat på.

Privat er Kristine Schou gift, og parret bor i Ry sammen med deres tre børn.

Kilde

Foto: ABW