Der var kampvalg til både bestyrelse og suppleantposter, da HK Handel Sydjylland holdt generalforsamling 24. marts i Kolding.
Formand Hanne K. Mathiasen blev dog genvalgt uden modkandidater. Hun har haft posten siden 2008 og er desuden næstformand i sektoren på landsplan.
Hanne K. Mathiasen brugte bl.a. sin taletid på generalforsamlingen til at tale om de kommende overenskomstforhandlinger på HK Handels område.
– Jeg går til forhandlingerne med sindsro, for jeg tror, at de seneste år med corona har styrket os som medarbejdergruppe. Folk har fået øjnene op for, hvor vigtige, vi er, og det forventer jeg, at man vil kunne mærke, når der skal forhandles overenskomst. Jeg er stolt af hverdagens helte derude i butikkerne, på lagrene og kontorerne, siger formanden.
Kampvalget til bestyrelsen gav genvalg til Erik Grambow, Vibeke Asp og Gitte Lindberg samt nyvalg til Peter Christensen.
Som suppleanter blev ligeledes ved kampvalg Camilla Damgaard, Jan Olesen og Charlotte Christensen valgt.