Fremtidens arbejdsplads stiller nye krav til ledere og medarbejdere. Det kan erhvervslivet i Vejle Kommune høre meget mere om til årets erhvervskonference, hvor journalist Poul Erik Skammelsen ser nærmere på globale tendenser, og Jens Broch fortæller om 30 timers arbejdsuge med fuld løn hos Sunset Boulevard.

Når borgmester Jens Ejner Christensen åbner dørene og byder erhvervslivet velkommen i DGI-huset i Vejle, bliver det i et nyt format. Det bliver en aften med en siddende netværksmiddag for alle, og så slutter konferencen tidligere end forrige år. Det nye format skyldes et ønske om at udvikle erhvervskonferencen, og derfor bliver det lidt anderledes i år.

– “Vi har lyst til at prøve et nyt format, fordi vi tror, det skaber en mere sammenhængende oplevelse for deltagerne. Netværksdelen er noget af det, som deltagerne efterspørger, og nu forsøger vi at prioritere den del mere samtidig med, at deltagerne får en spændende aften med oplæg fra både landskendte og lokale erhvervsprofiler”, siger borgmester Jens Ejner Christensen.

Særdeles veloplagt og professionel vært
Han er kendt som nyhedsvært på TV2 og som erfaren korrespondent i Washington, Prag og Moskva og nu med korrespondentkontor i Polen. Aftenens keynote speaker er Poul Erik Skammelsen, og han stiller i sit oplæg skarpt på de globale tendenser inden for fremtidens arbejdsplads. For hvad betyder det, når der eksempelvis opstår en pandemi eller andre globale hændelser, og verden er under forandring? De globale tendenser kan få indflydelse på fremtidens lokale arbejdspladser og arbejdskraft, og Poul Erik Skammelsen vil med stort engagement gøre deltagerne klogere på de seneste tendenser og trends, der sker på samfundsplan.

Fri om fredagen, skemalagt stilletid og 15 minutters smalltalk
Jens Broch, CEO i Sunset Boulevard, er en af de ledere, som har arbejdet målrettet med fremtidens arbejdsplads. Jens Broch har bl.a. indført fire-dages arbejdsuge og øget omsætningen i virksomheden samtidig med, at flertallet af medarbejderne er begejstrede for ordningen.

Når Jens Broch går på scenen i Vejle bliver det med konkrete råd til erhvervslivet. For hvordan skaber man ændringerne i praksis, og hvilke udfordringer ligger der i opgøret med den traditionelle 37-timers arbejdsuge? Det giver Jens Broch svar på den 8. september i DGI-huset.

– “Det er interessant, hvordan en hverdag og et arbejdsliv kan forandres til fordel for både virksomhed og medarbejdere. Sunset er en spændende case, som kan give inspiration til vores lokale virksomheder. Og oplægget er et godt afsæt til den efterfølgende paneldebat, hvor vi får flere perspektiver på samme emne”, siger Morten Damgaard Nielsen, erhvervschef i Vejle Kommune.

Paneldebat
Årets erhvervskonference byder også på paneldebat med Poul Erik Skammelsen som moderator. I panelet er spændende erhvervsprofiler fra forskellige brancher, som tager debatten om, hvordan fremtidens arbejdsplads ser ud. Panelet består af lokale aktører, der på hver sin måde arbejder med fremtidens arbejdsplads inden for rekruttering, generationer på arbejdspladsen og talentprogrammer:

  • Jens Broch, CEO, Sunset Boulevard
  • Ole Holdgaard, influencer marketing og employer branding specialist, Ungarbejde & Loggershut
  • Michael Panayotis, CO-funder og CEO, Panayotis Vejle
  • Tina Kromann Lyngsø, områdedirektør, Sydbank Vejle
  • Pia Jacobsgaard-Iversen, regional markedsdirektør i Trekantområdet, Rambøll Vejle

Erhvervskonferencen rundes af med uddeling af Årets Købmandspris. En pris der går til en lokal virksomhed,person eller forening, der igennem en længere årrække har arbejdet med og været eksponent for det gode købmandsskab.

Bag årets erhvervskonference står et bredt samarbejde mellem Vejle Kommune, BusinessVejle, City Vejle, AKTIV erhverv, Vejle Boldklub og Give Handel & Erhverv.

Tilmelding senest 1. september:

Tilmeld dig

Kilde

Foto: ABW