I en række byer i Danmark kan man som gravid eller nybagt mor med flygtninge- eller minoritetsetnisk baggrund få støtte til at give sit barn en god start på livet ved at være med i en alternativ mødregruppe. Nu bliver der også mulighed for det i Vejle.

’Ny mor i Danmark’ er et nyt projekt, som har til formål at skabe og facilitere mødregrupper for gravide eller barslende mødre med flugt- eller ikke-vestlig indvandrerbaggrund.
Hovedformålet er at hjælpe kvinderne med at skabe netværk, der peger ud over barslen, forebygge ensomhed og isolation, vedligeholde sprog under barslen, og give børnene den bedst mulige start på livet ved at inddrage alt viden om tidlig indsats.

Mødregrupperne inviterer jævnligt lokale ressourcepersoner ind til at orientere om de tilbud, man som ny mor kan drage nytte af: tandplejen, jordemoderpraksisen, gratis retshjælp, job- og uddannelsesrådgivning.

I mødregrupperne kan man få mulighed for at sparre med andre kvinder om alt fra babyrelaterede emner til egen livssituation: børneopdragelse, børns udvikling, kroppen efter fødsel, familieliv i Danmark, uddannelse, job, deltagelse i foreningsliv mm.

Men vigtigst er muligheden for at skabe sig et netværk frem for at isolere sig under barslen, at kunne dele svære tanker og praktisere eller vedligeholde sine danskkundskaber i et trygt rum.
Forløbene i mødregrupperne organiseres og understøttes af frivillige fra Dansk Flygtningehjælp i samarbejde med den lokale sundhedspleje.

– “Mange af mødrene i ’Ny mor i Danmark’ har et begrænset netværk, og nogle af mødrene føler sig ensomme og isolerede under barslen. Vi vil gerne hjælpe mødrene med at opbygge et netværk til andre mødre, hvor de trygt kan tale om alt det, der optager dem i forhold til børnene, men også i forhold til deres livssituation i det hele taget. Netværket har også til hensigt at bestå, når barslen er slut”, siger Kirstine Fjordbak-Trier, projektleder fra Dansk Flygtningehjælp.

Projektet har opstart sidst i juni og er et samarbejde mellem Dansk Flygtningehjælp, Vejle Kommunes sundhedspleje og den boligsociale helhedsplan i Nørremarken og Løget.
Du kan læse meget om ’Ny mor i Danmark’ på Dansk Flygtningehjælps hjemmeside. Der kan du også læse, hvad du skal gøre, hvis du vil hjælpe til i projektet

Kilde

Foto: ABW