Nationalmuseet skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om digital indsats:

Nationalmuseet rykker ind i de digitale klasseværelser i hele landet samtidig med, at skoler og børnehaver flytter midlertidigt ind på Nationalmuseets besøgssteder, fordi de mangler plads, når afstanden mellem børnene skal være større.

Nationalmuseet digitalt

Coronapandemien har kastet børn, danske institutioner og skoler ud i en helt anden hverdag, end de kender til normalt. Halvfyldte klasselokaler og undervisning på en computerskærm er gennemgående – og både elever og lærere forsøger at finde fodfæste i en skoledag, ingen har prøvet før.

Den hverdag hjælper Nationalmuseet med at løfte. Museet stiller de historiske huse til rådighed, og museets formidlere stiller op i den digitale undervisning med perspektiv og viden om vores forfædre, så vi forstår den verden, vi lever i.

“I en svær tid som denne har vi alle sammen et ansvar for, at vores samfund fungerer så godt som overhovedet muligt – og jeg er ikke i tvivl om, at alle hjælper til, hvor de kan. Også vores kulturinstitutioner, og i dette tilfælde Nationalmuseet, som stiller deres eksperter og bygninger til rådighed for de mange børn og unge, der har fået vendt op og ned på deres hverdag. Meget er blevet digitalt nu, og det er jo interessant, at alle egne af landet kan lære om historie live og i øjenhøjde gennem de digitale indsatser, som Nationalmuseet har konstrueret specielt til vores corona-nedlukkede samfund”, siger kulturminister Joy Mogensen.

Nationalmuseet i København stiller deres faciliteter til rådighed for 30 børnehavebørn og seks pædagoger fra Børnehuset Columbus. Selve samlingerne holdes lukkede, men museets kantine, biograf og Børnenes Museum står til fri afbenyttelse for daginstitutionen foreløbigt frem til den 10. maj.

“Det er altid en fornøjelse at lægge vejen forbi Nationalmuseet, og da det i flere institutioner kan være svært at leve op til det pladsbehov, der er brug for per barn, er det en kæmpe hjælp, at museet giver husly til børn fra Columbus. Vi sætter stor pris på alt den hjælp, vi i øjeblikket får fra virksomheder og kulturinstitutioner, der stiller ledige lokaler til rådighed. Det gør det muligt for os at tilbyde pasning til flere københavnske forældre,” siger børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen.

Virtuel historietime med museets formidlere

Nationalmuseet tilbyder digitale undervisningsbesøg i klasserne med museumsinspektørerne og formidlere, som besøger klasserne via Skype, Teams, Zoom eller den platform, som skolen nu bruger. Eksperterne kommer rundt i hele Danmark med kulturhistoriske perspektiver på forskellige undervisningsforløb, hvor eleverne også kan spørge løs om alt.

“Under kriser opstår der nye fællesskaber og løsninger – det gælder selvfølgelig også for Nationalmuseet og vores relation til verden omkring os. Vi vil gerne hjælpe med at skabe en tryg og interessant coronahverdag for de børn og unge, der nu møder deres kultur og historie på en helt ny måde. Vores forfædre har også været igennem lignende kriser og pandemier, og det giver stof til eftertanke, at eleverne møder fortiden i en aktuel krise. Det, er jeg sikker på, vil gøre en forskel fremover for mange af dem,” siger direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev.

Historiens vikarkorps hjælper skolerne
“Coronanedlukningen har tvunget os til at tænke i helt andre baner i forhold til vores undervisning, og det har faktisk båret noget godt med sig: Med online-undervisning kan vi være tilstede i hele landet, og i det øjeblik skolerne får brug for et nyt eller skævt perspektiv i undervisningen. Vi kan bidrage med alverdens viden om f.eks., moselig, vikinger, sex, kønsopfattelse og ikke mindst coronapandemi,” siger Inga Paulsen Albertsen, der er leder af Oplevelse og Læring på Nationalmuseet. Hun har netop indgået en aftale med Københavns Kommune om vikarhjælp til skolerne.

Til daglig viser Nationalmuseets studentermedhjælpere rundt i museets samlinger og modtager over 50.000 elever på museet til undervisningsforløb. Det er garvede undervisere, der læser historie, arkæologi, etnografi, antropologi, engelsk og dansk på universitetet. Imens museet er lukket, kan skolerne ansætte de studerende som vikarer.

Fakta: Følgende skoler og daginstitutioner bruger Nationalmuseets besøgssteder
Nationalmuseet i København lægger hus til daginstitutionen Columbus. Her vil 30 børn og seks pædagoger bl.a. bruge Børnenes Museum. 12-14 elever fra Skolen ved Søerne får undervisning på Musikmuseet, og Frilandsmuseet har foreløbigt haft besøg af 215 børn fra 14 daginstitutioner.

Kontakt:

Nationalmuseet

Kommunikationsmedarbejder Karen Torp-Pedersen
T: 4120 6096, M: ktp@natmus.dk

Kulturministeriet
Kulturministeriets pressetelefon T: 2276 5116

Københavns Kommune
Sandra Cecilie Fugl Kronmann
T: 2491 4498 M: M22H@kk.dk

Del på de sociale medier