Alt for mange pårørende går ned med stress eller depression. Det vil Vejle Kommune gøre noget ved. Forsøgsvis opretter kommunen derfor to kurser til pårørende, skriver de i en pressemeddelelse.

Da Henriette fik en blodprop væltede familiens hverdag. Peter, hendes mand, var nødt til at holde styr på alle lægeaftaler, sygehus og møder med kommunen. Det var et stort pres – en periode med rigtig meget stress og bekymring, hvor Peter følte, at han stod alene med ansvaret. Samtidig med at skulle passe sit arbejde.

Foto: ABW

“Historien om Peter opsummerer det, vi har hørt fra de mange pårørende, vi har talt med,” fortæller sygeplejerske Mette Bergsøe fra Sundhedscenter Vejle. Hun har stået i spidsen for en undersøgelse af pårørende, som danner baggrund for de to nye pilot-kurser.

“Der er et enormt pres på de pårørende, der fuldstændig tilsidesætter sig selv for at være der for den, de har kær. Derfor vælter rigtig mange. Målet med kurset er, at deltagerne lærer at passe på sig selv, så de kan blive ved med at være en støtte for den syge – uden at brænde ud, fx huske at tage sig tid til at lave ting, som giver energi og overskud,” siger ergoterapeut Merete Bennedsen, der også har været med til at lave undersøgelsen.

Sundheds- og Forebyggelsesudvalget i Vejle Kommune har givet penge til de to kurser, der skal evaluereres næste år. Herefter vurderer udvalget, om kurserne skal fortsætte.

De to kurser kommer til at køre fra september. Deltagerne mødes en gang i ugen i to-tre timer. Startdatoen kommer senere, men hvis du er interesseret, kan du ringe til Kommunens Sundhedscenter, ergoterapeut Merete W. Bennedsen, tlf. 20 51 77 84

Del på de sociale medier