Arne Sigtenbjerggaard har meddelt at han stopper som borgmester i Vejle 1. marts

Efter næsten 24 år i politik besluttede Arne Sigtenbjerggaard allerede sidste år, at han ikke genopstiller ved valget til byrådet i november. Nu ønsker han at give sin efterfølger mulighed for en glidende overgang.

Ifølge en pressemeddelelse fra Vejle Kommune udtaler den nu afgående borgmester flg.:

– Da jeg ikke genopstiller, og da Jens Ejner Christensen (V) i fremtiden vil være den, der tegner Venstres politik, anser jeg det for rigtigst, at jeg viger pladsen, så vi kan sikre en glidende overgang. Jeg bliver siddende i Byrådet til udgangen af valgperioden, siger Arne Sigtenbjerggaard.

– Det er ikke nemt at slippe ”tøjlerne”, men på den anden side er det også rart at kunne give slip, når den kommune, man holder så meget af og brænder for, er på toppen. Det er Vejle Kommune, understreger Arne Sigtenbjerggaard.

Lang karriere i amts- og byrådspolitik
Arne Sigtenbjerggaard har været med i politik i næsten 24 år – 6 valgperioder.

1993 – valgt ind i Jelling Byråd – formand for Teknik- & Miljøudvalget.
1997 – genvalgt – formand Jelling Kommunes Børne- og Kulturudvalg
1997 – Vejle Amtsråd – Undervisnings- & Kulturudvalget.
2001 – genvalgt til Jelling Byråd og Vejle Amtsråd.
2002 – borgmester i Jelling og gruppeformand for venstre – Økonomiudvalget i Vejle Amtsråd.
2005 – Arne Sigtenbjerggaard spiller en central rolle i forhandlingerne om kommunesammenlægningen.
2006 – medlem af Sammenlægningsudvalget.
2007 – den nye Vejle Kommune – viceborgmester, samt formand for Børne- og Familieudvalget.
2010 – Arne Sigtenbjerggaard borgmester for Vejle Kommune

Vejle Byråd skal på mødet 25. januar behandle anmodningen om at blive fritaget for borgmesterposten, som Jens Ejner Christensen ventes at tiltræde 1. marts.

Læs hele pressemeddelelsen på Vejle Kommunes hjemmeside

Arne Sigtenbjerggaard går af som borgmester

Del på de sociale medier