Efter nøje overvejelser har Vejle Kommune nu besluttet at tage et meget synligt skridt i retning af at fremme biodiversiteten på et af kommunens mest kendte steder.
Vejle Kommune implementerer nemlig en ny politik for det kommunalt ejede Vejle Stadion, der vil tillade græsset rundt om fodboldbanen at vokse mere frit og vildt, i stedet for at det skal trimmes og plejes som plænen indenfor kridtstegerne. Beslutning vil ikke kun give Vejle Stadion et mere naturligt udseende, men vil også støtte biodiversiteten og hjælpe med at reducere kommunens klimaaftryk.
– “Vi ønsker at øge biodiversiteten i hele vores kommune. Med et mere dynamisk og levende miljø rundt om banen vil vi inkludere flere forskellige plantearter og insekter i græsset”, siger Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen. Han håber, at tiltaget med vild natur på et sted, der har så stor synlighed som Vejle Stadion, vil inspirere flere vejlensere til at omfavne kommunens kampagne ”Vilde Vejle”.
– “Alle skal være med til at gøre Vejle mere vild, og det kræver også, at kommunen sammen med vores partnere går forrest og inspirerer med nye tilgange til, hvordan man kan fodre vildskaben”, siger borgmesteren.
Han takker samtidig Vejle Boldklub for deres støtte til denne nye politik og deres vilje til at være end del af kommunens fremtid.
Inspireret af japansk studie
Den nye tilgang til at lade græsset vokse frit og vildt på Vejle Stadion bygger på et studie fra det japanske Amagasaki University, som blev foretaget af professor Suguru Hashimoto. Hashimoto undersøgte, hvordan forskellige græstyper og plejepraksisser påvirkede biodiversiteten på japanske stadioner og fandt ud af, at mere naturlige og varierede græstyper øgede biodiversiteten og havde positive effekter på spillets kvalitet.
Studiet viste blandt andet, at forskellige græstyper og plantearter tiltrækker forskellige insekter, som kan have en positiv effekt på jordkvaliteten og økosystemet på stadioner. Det konkluderede også, at en mere naturlig græskultur kunne føre til bedre træning og spiloplevelse for spillere og publikum.
Det er med inspiration fra denne tilgang som Vejle Kommune og Vejle Boldklub i forening implementerer fra 1. april 2023 som en del af biodiversitetsplanen for Vejle Stadion.
Kan give mere spændende kampe
Henrik Tønder, direktør for Vejle Boldklub, ser det som en naturlig opgave for en lokal sportsklub som Vejle Boldklub at tage ansvar for at tænke på miljøet og den fælles fremtid.
– “Det er en spændende nyhed, og jeg er overbevist om, at det vil gavne vores hold. En mere naturlig og varieret græsplæne kan skabe mere uforudsigelige og spændende kampe. Det kræver selvfølgelig, at vores spillere kan tilpasse sig de ændrede forhold og lære at navigere i en mere ujævn bane, men jeg tror, at det vil være en god udfordring”, siger Henrik Tønder.
Nyt indkast er en tilvænningssag
Selvom den nye tilgang til at lade græsset vokse frit og vildt på Vejle Stadion har mange fordele, kan der også være nogle udfordringer i forhold til spillets praktiske aspekter. Som Henrik Tønder, direktør for Vejle Boldklub, påpeger:
– “En af de største udfordringer kan være indkast, hvor spillere normalt træder på græsset uden for banen for at udføre indkastet. Her skal spillere vænne sig til at tage hensyn til det vilde græs, så man ikke træder insekter og bier ned. Vi er dog sikre på, at dette sagtens kan løses med alternative måder at udføre indkast på, og ved at øge spillernes og holdenes bevidsthed om de nye vilkår på banen”, siger Henrik Tønder.
Det er håbet, at det vilde græs rundt om banen på Vejle Stadion vil blomstre, når den nye sæson indledes efter sommerferien. Og med Vejle Boldklubs nuværende position, vil dette ske i Superligaen.