For mange mennesker i Region Syddanmark er ramt af knogleskørhed uden at vide det. De går dermed glip af behandling, der kan mindske risikoen for brud på knoglerne. Og det gælder både mænd og kvinder. Osteoporoseforeningen opfordrer borgerne fra regionen til at tage en gratis online test for at finde ud af, om der er risiko for knogleskørhed, også kendt som osteoporose.
Hver tredje kvinde og hver sjette mand i Danmark har knogleskørhed. Men de fleste er uvidende om, at de har sygdommen.
Det estimeres, at der er flere end 155.000 personer over 50 år i Region Syddanmark, der har knogleskørhed, men af disse er kun 43.000 diagnosticeret. 112.000 af de ramte i Region Syddanmark, eller 72%, er dermed ikke vidende om, at de har knogleskørhed, viser tal fra Osteoporoseforeningen, udarbejdet på baggrund af data fra Danmarks Statistik og Sundhedsdatastyrelsen.
Knogleskørhed er en sygdom, der svækker knoglerne indefra og gør dem så porøse, afkalkede og skøre, at de let brækker. Der er ingen faresignaler eller ydre tegn på knogleskørhed hos de mennesker, der har sygdommen, og det er derfor ofte først, når man for eksempel brækker en ryghvirvel eller får et hoftebrud, at sygdommen opdages.
Brud koster livskvalitet og kan i værste fald få fatale konsekvenser. Hver dag får omkring 20 danskere et hoftenært brud. Hver tiende af dem dør inden for 30 dage, og omkring 30 % dør inden for et år. Det svarer til, at der hvert år er 2.160 danskere, som dør inden for et år efter et hoftebrud. Også brud på håndled, overarm og lårben samt rygsammenfald er almindelige ved knogleskørhed.
Problemet vil vokse i hele Danmark Sundhedsdatastyrelsen har i 2018 estimeret, at op mod 650.000 ud af 2,2 mio. danskere over 50 år lider af knogleskørhed. Op mod 500.000 af disse er ikke klar over, at de har sygdommen.
“Mørketallet er enormt, og der er udsigt til, at vi både får flere med knogleskørhed, og flere der lever i uvished om det, hvis ikke vi gør noget. Befolkningssammensætningen ændres i Danmark i retning af flere ældre, og der er stadig alt for mange danskere, der lever med knogleskørhed uden at vide det. Knogleskørhed kostede i 2011 knap 12 mia. kroner for samfundet, og det er billigere at forebygge end at behandle. Det er derfor afgørende, at vi gør noget nu og får vendt udviklingen,” siger landsformand i Osteoporoseforeningen, Ulla Knappe.
Osteoporoseforeningen vil med en ny oplysningskampagne gøre opmærksomhed på den usynlige folkesygdom over for danskerne selv og det sundhedspersonale, der hjælper dem.
Tag en gratis test online Omkring halvdelen af de ramte har arvet sygdommen, mens andre eksempelvis rammes på grund af inaktiv livsstil eller vaner med usund kost, rygning og for meget alkohol. Det er ifølge Osteoporoseforeningen en skam, for når først bruddet opstår, risikerer man at miste livskvalitet. Det er vigtigt at få undersøgt, om man har knogleskørhed eller er i risiko for at få det, da sygdommen både kan forebygges og behandles.
“Har man knogleskørhed, så brækker eksempelvis håndled, ryg og hofter uforholdsmæssigt let, og det går ud over den enkeltes livskvalitet. Det er ærgerligt, hvis der skal en brækket knogle til, før man opdager sygdommen, når de fleste kan nå at gøre meget for at forebygge knogleskørhed, inden det går så galt. Vi opfordrer derfor til, at man besøger knogletest.dk og tager vores online-test, så man kan få mere viden om knogleskørhed og samtidigt finde ud af, om man selv er i risiko for at have eller udvikle det. Hvis testen viser, at der er risiko for knogleskørhed, bør man overveje at søge læge, så man kan blive skannet og eventuelt behandlet,” siger Ulla Knappe.
Årsag, forebyggelse og behandling Knogleskørhed kan ramme mænd og kvinder i alle aldre. Men sygdommen ses ofte hos kvinder, der indtræder i overgangsalderen før det 45. år, eller hos personer, der behandles med eksempelvis binyrebarkhormon eller epilepsimedicin. Derudover gælder, at man, hvis man er meget tynd, hvis man er ryger eller er over 80 år, også kan være i risiko.
Man bør være særlig opmærksom, hvis der er knogleskørhed eller rygsammenfald i familien hos forældre eller søskende, da omkring halvdelen arver sygdommen.
De vigtigste årsager til knogleskørhed er således arveanlæg, fysisk inaktivitet, usund kost og mangel på kalk og D-vitamin. Derudover kan rygning og for meget alkohol ligeledes forårsage knogleskørhed, ligesom forskellige sygdomme og deres behandlinger kan øge risikoen. Til gengæld kan sund kost og godt med motion modvirke knogleskørhed og forebygge brud.
“Det er vigtigt at få kalk og D-vitamin nok gennem sin kost og tilskud. D-vitamin kan også fås gennem solens stråler. Træning og motion er desuden med til at vedligeholde kroppen, og så bør man holde igen med alkoholen og helt droppe tobakken,” siger Ulla Knappe.
Knogleskørhed kan behandles med medicin. Effekten er størst ved tidlig behandling, så er man i risiko for at have eller udvikle knogleskørhed, kan man drøfte mulighederne med sin læge.