De vigtige opgaver løses midlertidigt andre steder i organisationen, mens en ny og mere permanent organisering udvikles

Sydøstjyllands Politi har i denne uge af Politiken fået forelagt en række episoder fra 2021 og 2022, der stiller spørgsmålstegn ved den måde, som politikredsens specialpatrulje har løst sine opgaver på, herunder navnlig i forhold til konkrete magtanvendelser over for borgerne. Specialpatruljen er en særlig enhed i politikredsen, der varetager politiopgaver i civil.

Politidirektør Jørgen Abrahamsen, Sydøstjyllands Politi, siger:

“Det er helt centralt for os, at borgerne kan have tillid til deres politi, og vi sætter en stor ære i at løse alle vores opgaver med høj faglighed, empati og etik. Det gør derfor også stort indtryk på os, når der fra flere sider rejses alvorlig kritik af den måde, som vi har løst konkrete opgaver på i forhold til borgerne.

Forløbet omkring politikredsens specialpatrulje, og de episoder, som vi senest har set, rokker desværre ved den tillid. Hver enkelt episode skal naturligvis undersøges grundigt, før der kan konkluderes i de enkelte situationer, men det samlede forløb gør, at vi har fundet det rigtigst indtil videre at nedlægge vores specialpatrulje.

Specialpatruljens medarbejdere vil blive overført til andre enheder, og ledelsen vil nu gentænke organiseringen og opgavefordelingen i politikredsen. En nyorganisering af opgaverne vil inddrage læring fra forløbet og have fokus på blandt andet ledelse, instruktion og vejledning af medarbejderne”.

Flere af de konkrete episoder, som Politiken har præsenteret for politikredsen, er tidligere behandlet eller under behandling ved Den Uafhængige Politiklagemyndighed, og de øvrige episoder er nu også forelagt politiklagemyndigheden til vurdering.

Eventuelle personalemæssige konsekvenser for de polititjenestemænd, som er involveret i de konkrete episoder, beror således på politiklagemyndighedens vurdering og afgørelse.

Hvis der fremkommer nye eller hidtil ukendte episoder, vil disse ligeledes blive indbragt for politiklagemyndigheden i overensstemmelse med lovgivningens regler herom.

Kilde

Foto: ABW