Syddanske hjerteløbere tilbydes førstehjælpskursus
Da Region Syddanmark blev en del af TrygFondens Hjerteløber-ordning, besluttede regionsrådet også, at der skulle tilbydes gratis førstehjælpskurser til de hjerteløbere, der ønskede det. Nu er kurserne klar, og alle interesserede hjerteløbere kan tilmelde sig.
Nu kan alle nuværende og kommende hjerteløbere tilmelde sig et gratis 4-timers førstehjælpskursus.
Kurset bliver afholdt af Dansk Folkehjælp og bliver tilbudt til alle frivillige førstehjælpere i Region Syddanmark. Det er regionsrådet, der har sat penge af til at kunne tilbyde kurserne.
Formand for præhospitaludvalget i Region Syddanmark Mads Skau (V) siger:
– Der er jo ikke noget krav om, at man skal have et førstehjælpskursus som hjerteløber. Så det er et helt åbent tilbud, hvis man har behov for at få genopfrisket sine førstehjælpsevner. Jeg synes egentlig, at det giver rigtig god mening, at man deltager på kurset, hvis man føler, at der er noget, man vil have gennemgået. Eller hvis man slet ikke ved noget om førstehjælp, men gerne vil være hjerteløber.
Selvom det ikke er et krav med et førstehjælpskursus for hjerteløbere, så angiver 98 procent af hjerteløberne, at de har taget et førstehjælpskursus.
Kursusdeltagere får tilbudt vest
Kurserne er geografisk fordelt over hele regionen. Alle deltagere får tilbudt en hjerteløbervest, hvis de gennemfører kurset.
Mads Skau siger:
– Vi ved fra den tidligere førstehjælpsordning her i regionen, at flere frivillige gerne vil kunne identificeres med en vest. Derfor har vi valgt at tilbyde den. Den er jo ikke nødvendig for at kunne redde liv, og har man den ikke, kan man tilkendegive mundtligt, at man er hjerteløber, men for nogle er den rar at have.
Der er også oprettet en webshop, hvor man kan købe vest, førstehjælpskit og pocketmask, der er en maske, som kan bruges ved indblæsninger i forbindelse med hjertelungeredning.
Yderligere information:
Præhospitalsudvalgsformand Mads Skau (V), Region Syddanmark, telefon 40 78 14 75