Hvordan bevæger havet og bølgerne sig lige nu ud for Thyborøn? I Østersøen? I Vejle Fjord? Det kan du opleve i det nye kunstværk, HavObservatoriet, der rejser sig i Klimaparken ved ØsterBO i Vejle. Værket indvies mandag 30. oktober 2023 kl. 15.30-16.30.

Bag kunstværket står de to internationalt anerkendte kunstnere Lise Autogena fra Danmark og Joshua Portway fra England.

Kunstværket sætter spot på havstigningerne som en konsekvens af den globale opvarmning og simulerer med få minutters mellemrum den aktuelle tilstand for en ny position i havet omkring Danmark – fx bølgerne ud for Thyborøn, i Østersøen, i Vejle Fjord.

På den måde gengiver HavObservatoriet, hvad du rent faktisk ville se, hvis du befandt dig i havet på det pågældende sted.

Fokus på vand som udfordring og potentiale
Kunstværket HavObservatoriet er det første af en række kunstværker i Vejle Ådal og Fjord under projektet ”Byen, Vandet og Kunsten”, som er støttet af Statens Kunstfond. Projektets fokus er netop på vandet som en fremtidig udfordring og potentiale.

Kunstværket HavObservatoriet indvies mandag 30. oktober 2023 kl. 15.30-16.30 i Klimaparken. Her vil de to kunstnere og repræsentanter fra Statens Kunstfond og European Centre for Medium-range Weather Forecasts være til stede og fortælle mere om værket.

Der er indgang til Klimaparken fra bl.a. Ørstedsgade og Stævnen. Husk påklædning efter vejret.

Invitation til indvielse af HavObservatoriet mandag 30. oktober 2023 kl. 15.30.

Kilde

Foto: SDL