Vejles nye sundheds- og stofindtagelsesrum er kommet godt fra start
Den 1. december 2016 åbnede Vejles nye varmestue med sundheds- og stofindtagelsesrum i Kirkens Korshær som et tilbud til byens socialt udsatte.
I løbet af den første måned besøgte 14 personer sundhedsrummet, og halvdelen af besøgene resulterede i henvisninger til enten læge eller andre behandlinger, mens 23 personer har brugt stofindtagelsesrummet. Flere har benyttet rummets stof- eller rygekabiner op til flere gange. Derudover er der uddelt en del rene kanylesæt.
Den første måned har vist, at nu hvor det er tilladt at tage stoffer, og brugerne ikke længere skal skjule deres misbrug, er det nemmere for varmestuens medarbejdere at komme i en god dialog med dem. Det virker ifølge korshærslederen Jens Lundsgaard til, at flere har nemmere ved at tale åbent om deres udfordringer og misbrug.
Der har længe været arbejdet på at finde en løsning, som tilgodeser de svageste i Vejle, men som også skaber mere tryghed i byen generelt, da misbrugere ikke længere behøver tage stoffer ude i byen. Samtidig skal tilbuddet også ses som en måde at skabe mere lighed i sundhed. Socialt udsatte har ikke altid ressourcerne og overskuddet til at gå til lægen. Det tilbud, der er etableret, skal være med til at lette adgangen til sundhedstilbuddene generelt.
Fakta om varmestuen:
Varmestuen indeholder både et sundheds- og et stofindtagelsesrum. I sundhedsrummet er der sundhedsmedarbejdere, som tilbyder sundhedssamtaler, helbredsundersøgelser og lettere sårbehandling, mens stofindtagelsesrummet er til brugere med misbrug, hvor de kan tage stoffer under trygge forhold og med sterilt værktøj, mens de bliver overvåget af personale.
Personalet skal forhindre overdosis, skabe kontakt til målgruppen og evt. henvise til behandling. Vejle Kommune har indgået en 5-årig samarbejdsaftale med Kirkens Korshær, som skal stå for den daglige drift. Kirkens Korshær har erfaring med målgruppen og driver lignende tilbud i Århus og Odense.
Erfaringer fra de to byer viser, at der fra stofindtagelsesrummene er foretaget en del henvisninger til behandling.
Kontaktinformation:
Gitte Frederiksen, formand for Voksenudvalget, telefon 24 42 86 95.
Jens Lundsgaard, leder af Kirkens Korshær, telefon 60 72 06 41.