Støt Brysterne løb slår deltagerrekord

Søndag den 7. september afholdes det årlige Støt Brysterne løb under Kræftens Bekæmpelse for at støtte Brystkræftsagen. Løbet har opnået stor popularitet og indsamlede sidste år over 2,6 millioner kroner.

Brystkræft rammer en ud af otte kvinder og er den mest udbredte kræftform blandt kvinder i Danmark. For at støtte brystkræftsagen afholdes det årlige Støt Brysterne løb for sjette år i træt – også kendt som Brysternes Motionsdag – den 7. september under Kræftens Bekæmpelse. Alle kan deltage ved at løbe eller gå 2,5, 5 eller 10 kilometer enten fysisk på Charlottenlund Travbane, fra et af de fællesløb, der faciliteres af løbebutikskæden Løberen rundt omkring i landet, eller virtuelt fra egen adresse.

Sidste år blev der samlet over 2,6 millioner kroner ind, og løbet slog rekord med godt 7.300 deltagere – en stigning på 58 procent på fem år.

–  Det er fantastisk at opleve støt stigende tilslutning hvert år, og vi håber at se en masse deltagere til en meningsfuld og inspirerende dag igen i år, siger Dorte Tellerup, projektleder for Brysternes Motionsdag.

Fællesløb landet over

Støt Brysterne samarbejder med løbebutikskæden Løberen med butikker i hele landet. Herfra arrangeres fællesløb i Aalborg, Aarhus, Vejle, Hillerød og Roskilde den 7. september. Flere og flere danskere arrangerer også deres egne fællesløb rundt omkring i landet.

– Støt Brysterne løbet samler danskere fra hele landet, uanset bopæl, alder, køn og løbeerfaring. Mange deltager for fællesskabet og for at støtte sagen, også selvom de ikke har brystkræft tæt inde på livet. Det glæder os også, at flere og flere selv arrangerer fællesløb fra deres lokalområde for at være sammen om løbet, siger Dorte Tellerup.

Overskuddet går ubeskåret til Støt Brysternes og Kræftens Bekæmpelses arbejde med at forebygge og behandle brystkræft samt yde støtte til patienter og pårørende.

Børn løber også for sagen

Som et nyt initiativ kan børn også deltage i årets Støt Brysterne løb. Det gælder både det virtuelle løb og det fysiske løb på Charlottenlund Travbane, hvor en 800 meter-rute er lagt an til løb eller gang.

– Det særlige ved Støt Brysterne løbet er, at hele familien kan være med. Når også de mindste deltager, bliver det en fælles oplevelse, der kombinerer bevægelse, nærvær og støtte til en vigtig sag. Det er netop de dage, man husker, siger Dorte Tellerup.

Yderligere information og tilmelding findes på: https://www.sportstiming.dk/event/15665

Pressefoto