Vejle Kommune har et højt niveau af den kræftfremkaldende gasart radon. XL-BYG i Vejle har derfor undervist en stor gruppe lokale håndværkere i, hvordan de effektivt foretager radonsikring af boliger.
Gasarten radon siver konstant op fra undergrunden – nogle steder meget, andre steder næsten ingenting. Vejle Kommune ligger i den høje ende, og mellem 3 og 10 procent af kommunens 29.614 parcel-, række- og stuehuse fra før 2005 har et radonniveau, der er mere end dobbelt så højt, som den anbefalede maksimumsgrænse.
Sundhedsstyrelsen vurderer, at radon er hovedårsagen til ni procent af nye lungekræfttilfælde, svarende til 300 om året. På trods af de skadelige virkninger er det svært at overbevise boligejere om at investere i radonsikring af hjemmet. Det oplever XL-BYG Vejle Trælasthandel, der i de seneste år har kørt kampagner og forsøgt at gøre de private kunder opmærksomme på problemerne med radon – desværre uden det store held.
– Vores kunder virker ikke til at bekymre sig særligt meget om radongas i deres hjem, og vi sælger næsten ingen radonmåler, som er første skridt i bekæmpelsen af radon. Vi gør, hvad vi kan for at gøre dem opmærksomme på sundhedsrisikoen og mulighederne for at komme gassen til livs, men det er svært, fortæller Bo Lehmann Carlsen, der er VVS-ansvarlig i XL-BYG Vejle Trælasthandel.
Boligejere lytter til fagpersoner
Som konsekvens af de private kunders manglende interesse, udvider byggemarkedet nu indsatsen til også at gælde de professionelle håndværkskunder. Bo Lehmann Carlsen har derfor inviteret en række lokale håndværkere med på kursus i de bedste metoder og produkter til effektivt at begrænse koncentrationen af radon inden døre.
– Vi tror, at håndværkere er de mest troværdige, når det kommer til radonsikring. Derfor har vi formidlet efteruddannelse til 29 lokale håndværkere, der nu er eksperter i den nyeste viden inden for radonsikring af private hjem, fortæller Bo Lehmann Carlsen.
Ifølge Bo Lehmann Carlsen er den nemmeste måde at sikre sig mod ophobning af radon i boligen på at sørge for kontinuerlig ventilation af luften. Han understreger, at det ikke er nok at lufte ud en, to eller tre gange om dagen, da radonkoncentrationen er tilbage på samme niveau efter en halv time. Han anbefaler et-rums-ventilationsanlæg med varmegenvinding, der konstant cirkulerer luften med et minimalt tab af varme på mellem fem og ti procent.