Efter branden i Økolariet fredag den 17. august er det nødvendigt at holde helt lukket for publikum i to uger. Branden udbrød i nogle elektriske installationer i Økolariets talende træ, der var en vigtig del af den biodiversitetsudstilling, som 55.000 gæster har haft fornøjelsen af at opleve, siden udstillingen åbnede i starten af året. Det oplyser Vejle Kommune i en pressemeddelelse.
Ulven, der stod i Økolariets nedbrændte udstilling om biodiversitet, knurrer ikke mere af gæsterne, når de rører ved den. Den er ligeså sort og sveden som resten af tingene på 1. sal. Heldigvis har de levende rotter, fisk og bier i de øvrige udstillinger det godt.
Brandvæsnet kalder branden et hændeligt uheld, og heldigvis var den begrænset til biodiversitetsudstillingen på 1. sal, men her er skaderne også så omfattende, at udstillingen er totalskadet.
Desværre nåede branden også at udvikle en masse røg og sod, der spredte sig til de øvrige dele af Økolariet. Og branden fik flere vandrør til at sprænge. Derfor er der også omfattende vandskader i alle etager under biodiversitetsudstillingen.
Ved genåbningen af Økolariet 3. september vil der være en lille udstilling om branden, hvor bl.a. ulven fra biodiversitetsudstillingen vil være udstillet, så man ved selvsyn kan se, hvordan en ulv ser ud, når den har været udsat for høje temperaturer.
Bliv opdateret på Økolariets hjemmeside www.okolaret.dk og på Økolariets Facebookside.