Malte Tellerup er lige nu aktuel med sin fjerde roman ”Mestrene” – en autobiografisk roman om at vokse op i et sportsmiljø. Kom og hør ham fortælle om bogen, som netop er blevet nomineret til DR Romanprisen 2024, men også om familie, håndbold, halkultur, om at være queer i et maskulint domineret fællesskab og om vindermentalitet og talentudvikling i 00’erne.
Da forfatteren Malte Tellerup for et par år siden blev bedt om at skrive en række artikler om håndbold til en avis, blev han hjemsøgt af mareridt om at være tilbage på den håndboldbane, som fyldte hans barndom og ungdomsliv. Malte Tellerup er vokset op i en rigtig håndboldfamilie, hvor mor, far, bror og han selv tilbragte adskillige af ugens dage i hallen. Bolbro Hallen er en konstant i familiens liv, og spillet er det sprog, som far og søn deler.

Hvor faren spillede håndbold i en tid, hvor det først og fremmest handlede om holdånd og klubfølelse, så handlede det for Malte om at vinde og være den bedste. Han er en talentfuld målmand og træner disciplineret, men livet udenfor banen kan han ikke finde ud af. Her farer han vild i de uskrevne regler, og skammer sig over sit homobegær og forelskelserne i sine venner. Efter et klubskifte til ærkefjenden GOG og en succesfuld tid her, vender Malte Tellerup sporten og hallerne ryggen.

I sin nye roman ”Mestrene” genbesøger han sporten, sit eget potentiale og længslen efter det, han valgte fra. Det er en roman om at vinde og tabe, om helte og fjender, om håndboldspillets historie og udvikling, om eliten vs. fællesskabet, om Ulrik Wilbek og Anja Andersen og den sportsgren, der blev opfundet i Danmark.

Om forfatteren
Malte Tellerup debuterede i 2017 med romanen ”Markløs” og har siden udgivet romanen ”Hedeselskabet” (2020) og kortromanen ”Spræng fabrikken” (2023).

Han modtog Blixenprisen i kategorien Årets Litterære Talent i 2018, og “Mestrene” er netop blevet nomineret til DR Romanprisen 2024.

Gratis entré for unge under 25.

Det foregår d. 10. januar klokken 19.00-21.00 på Holstbro bibliotek.

Bestil billetter

Kilde

Foto: ABW