Mere plads til gående og cyklister og dermed en mere fredelig midtby. Mere plads til vindmøller og vedvarende energianlæg, så man bliver mindre afhængige af fossile brændstoffer. Og mere plads til natur og udvikling i harmonisk sameksistens.

Ovenstående er blot nogle af de emner, som Klima-, Miljø- og Naturudvalget (KNMU) og Teknisk Udvalg har på dagsordenerne, når de mødes hhv. mandag 22. maj og tirsdag 23. maj.

Rammerne for det gode liv
Mens KNMU skal tage stilling til i alt 18 sager, skal Teknisk Udvalg gennemgå 27 sager på sit møde. Planstrategien for fremtidens Vejle Kommune er gengangere på begge møder.

Planstrategien udstikker rammerne for den udvikling, man gerne vil have i Vejle Kommune. Hvor og hvordan vil man bygge, hvor vil man sætte naturen fri, og hvordan skaber man rammerne om det gode liv også i 2050.

Sikker energiforsyning og ro i midtbyen
KNMU har også proces- og prioriteringsprincipperne for vedvarende energi til drøftelse.

Principperne handler om, hvordan man indfrier vores klimaambitioner og skaber sikkerhed om energiforsyningen med vedvarende energi i kommunen. Herunder hvordan vedvarende energianlæg kan understøtte lokalsamfundene.

Teknisk Udvalg har det grønne visionstillæg til Mobilitetsplanen på dagsordenen. Tillægget præsenterer forskellige greb til, hvordan trafikken i Vejle midtby kan mindskes, så det bliver mere fredeligt for både beboere og handlende. Bl.a. ved at introducere trafikøer, som man kun kan tilgå fra vejfirkantens omfartsveje.

KNMU mødes på mandag 22. maj, mens Teknisk Udvalg har møde tirsdag 23. maj.

Dagsorden til Teknisk Udvalgs møde 23. maj 2023
Dagsorden til Klima-, Natur- og Miljøudvalgets møde 22. maj 2023

Kilde

Foto: ABW