Er du et af Vejles mange havemennesker, så går du nu en rigtig spændende tid i møde. I efterårets første uger er jorden både fugtig og lun, og det giver havefolket optimale vilkår til at lykkes med haveprojekterne. Det er populært sagt årets bedste plantetid.

Derfor fejrer Plantorama i Vejle Havens Dag den 12. september med masser af inspiration til efterårets bedste udplantninger og borddækninger, hvor have og hjem kan smelte sammen. Derudover vil juiceentusiasterne fra High on Juice komme forbi i løbet af dagen og dele ud af både erfaringer og smagsprøver og give tips til den perfekte æblejuice med et tvist.

–  Hvis man mangler inspiration til nye kommende haveprojekter, er Havens Dag et besøg værd. Her kan man få tips og tricks til diverse haveprojekter, og samtidig få hjælp til hvordan man kommer godt i gang, siger Jens Nielsen, der er centerchef i Plantorama Vejle.

Efterårssysler og fedtede fingre

Vil man sikre sig frugt til kommende sæsoners søde sysler, er det også nu, frugttræerne skal plantes. Derfor sætter Plantorama i år et særligt fokus på æbletræer, så alle vejlenserne kan komme hjem med den helt rigtige sort til deres syltning, bagning eller juicingprojekter. Og til de små ornitologer stiller Plantorama grankogler, fedt og luksusfrø til rådighed, så børn i alle aldre helt gratis kan prøve at lave deres egne foderkugler til vinterens fugle.