I 2017 var det for første gang muligt at indstille sig selv eller en anden virksomhed som kandidat til Iværksætterprisen. Og det er udelukkende de kandidater, som bliver indstillet i oktober, der kan dyste om den attraktive pris, oplyser Vejle Kommune i en pressemeddelelse.
– Sidste år oplevede vi rigtig fin opbakning til at indstille kandidater til Iværksætterprisen. Derfor gentager vi sidste års tiltag og håber, at endnu flere vil indstille nogle af vores dygtige iværksættere – eller sig selv. At man som iværksætter bliver indstillet til prisen, er en stor anerkendelse i sig selv, og det fortjener de mange iværksættere, siger Morten Damgaard Nielsen, erhvervschef i Vejle Kommune.
På www.vejle.dk/iværksætterpris er der i hele oktober åben for indstilling af kandidater til Iværksætterprisen 2019.
Inspirere andre
Vejle Kommune har en lang tradition for at fokusere på iværksætteri. Iværksættere bidrager til nye arbejdspladser og skaber dynamik i erhvervslivet og økonomisk vækst i kommunen. Derfor er prisen også en mulighed for at fremhæve de gode iværksætter-rollemodeller.
– Vi har mange dygtige, initiativrige og ambitiøse iværksættere i Vejle kommune. Dem vil vi gerne fremhæve og hylde for den indsats, de investerer i deres virksomhed. Det er nemlig vigtigt, at vi fortsat kan skabe den gode iværksætter-rollemodel, som kan inspirere andre, siger Morten Damgaard Nielsen.
Hvem kan indstilles til prisen?
For at komme i betragtning til Iværksætterprisen skal virksomheden opfylde nogle kriterier. I indstillingen lægges der vægt på følgende udvælgelseskriterier:
Virksomheden har CVR-nummer i Vejle Kommune og er etableret inden for de sidste 5 år.
Virksomheden har præsteret de første gode resultater inden for eksempelvis et eller flere af disse områder: Omsætningsvækst, indtjeningsvækst, medarbejdervækst, produktudvikling og har demonstreret vækstpotentiale.
I bedømmelsen lægges der vægt på en saglig begrundelse, som underbygges af tal og konkrete eksempler.
Pris og dommerkomite
En særlig udvalgt dommerkomité skal vurdere og udvælge den endelige vinder af Iværksætterprisen 2019. Dommerkomiteen består af følgende:
Morten Damgaard Nielsen, erhvervschef, Vejle kommune
3 repræsentanter fra Vejle Iværksætterfond
Lena Boel, BOEL Brand & Business (medlem af CONNECT Denmark)
Prisen uddeles af Vejle Kommune i samarbejde med Vejle Iværksætterfond. Vinderen af Iværksætterprisen 2019 får 10.000 kr. fra Vejle Iværksætterfond, et kunstnerisk værk og et diplom fra Vejle Kommune. Derudover modtager vinderen et gavekort fra CONNECT Denmark til et Springboard, hvor virksomheden kan få sparring på deres forretningsplan fra et professionelt ekspertpanel.