Læserbrev ”Gratis tandbehandling” af regionsrådsmedlem Suzi Würtz Kjærgaard (SF), Sankelmarkvej 21, 6000 Kolding:
I går skulle Folketinget tage stilling til et borgerforslag om gratis tandlægebehandling til alle.
Der var ikke flertal for borgerforslaget denne gang.
Men jeg oplever klart og glædes over, at debatten har flyttet sig rigtig meget – og at vi på finansloven fik taget første lille skridt og gjort det gratis indtil man fylder 22 år. Ligesom vi også allerede har prioriteret omsorgstandpleje og socialtandpleje.
Der er ingen tvivl om, at folkebevægelsen bag borgerforslaget gør et kæmpe stykke arbejde – tusind tak for det.
Vi kommer nok ikke til at afskaffe brugerbetalingen på en gang, hvorfor nogle af de næste skridt må blive at afskaffe brugerbetaling for folk, der får dårlig tandsundhed som følge af medicin, tandsygdomme samt øget hjælp til borgere med lavindkomster.
Jeg og SF er klar til den fortsatte kamp for mindre brugerbetaling på tandbehandling.