Oplev særudstillingen Frugtbar på Vejle Kunstmuseum
På Vejle Kunstmuseum kan du lige nu fordybe dig i et sanseligt og tankevækkende univers, når særudstillingen Frugtbar udforsker frugtbarhed, fertilitet – og fraværet af det – i både naturen og mennesket.
Fra 20. juni 2025 til 23. august 2026 kan publikum opleve værker af mere end 30 danske og internationale kunstnere, der med både historiske og helt nye perspektiver sætter fokus på et emne, der er mere aktuelt end nogensinde.
Fra bronzealderkunst til samtidskunst
Udstillingen præsenterer et rigt udvalg af udtryk – fra bronzealderens frugtbarhedssymboler til samtidskunstens kritiske, poetiske og legende fortolkninger. Publikum inviteres til at gå på opdagelse i eksperimenterende møder med ny forskning, historiske nedslag, et særligt børnespor og værker, der udfordrer vores forestillinger om livets cyklus.
Et sanseligt oplevelsesrum
Udstillingen er iscenesat i et organisk udstillingslandskab, hvor lyden af summende bier, duften af honning og synet af en gylden kornmark danner rammen for besøget. I særudstillingens kernerum kan gæsterne slå sig ned på Susanne Ussings kæmpe-sækkepuder eller udforske Mia Edelgart & Sebastian Hedevangs legeskulptur – skabt specielt til Frugtbar – som inviterer både børn og voksne til nysgerrig aktivitet.
Praktiske oplysninger
-
Sted: Vejle Kunstmuseum, Flegborg 16-18, Vejle
-
Periode: 20. juni 2025 – 23. august 2026
-
Åbent: Tirsdag – søndag kl. 11.00 – 17.00
-
Entré: Gratis adgang



