Indlæser Begivenheder

« Alle Begivenheder

Guld og Kaos

februar 2 11:00

Kom med til åbningen af den spændende nye arkæologiske særudstilling GULD & KAOS på Kulturmuseet Spinderihallerne, hvor Hjarnøskatten for første gang udstilles sammen med andre spændende ting fra yngre jernalder, bl.a. bornholmske guldgubber, kopier af guldhornene og en gotlandsk billedsten.

Yngre jernalders billedverden fortæller om Fimbulvinter og Ragnarok, og den arkæologiske forskning viser, at disse historier har deres oprindelse i jernalderen.

Udstillingsåbningen er for hele familien. Her bliver man taget godt imod af søde jernalderfolk, der i dagens anledning er rejst fra landsbyen i Vingsted og ind til Kulturmuseet. Med sig har de både smagsprøver på lækre jernalderdelikatesser og flotte jernalderdragter.

Børnene, og andre med hang til udklædning, kan prøve et sæt jernaldertøj og således passende påklædt, gå på opdagelse i den nye udstilling, hvor der er masser af sjove aktiviteter for børn – men pas godt på dem, for Fenrisulven lurer i mørket. På museet gemmer sig også vølven, der kan fortælle den gruopvækkende Ragnarokmyte for børn og voksne.

Til familiens voksne er der den officielle åbning med taler, reception og selvfølgelig mulighed for at møde finderne af Hjarnøskatten. Detektorførerne og museets arkæologer vil fortælle om undersøgelser og udgravninger på Hjarnø – og om den lange periode, hvor fundet skulle absolut hemmeligholdes. En øvelse der besværliggøres en del, når man skal fragte både tv-hold fra DR og store gravemaskiner over med den lille Hjarnø-færge.

I museets store gravekasse kan børnene selv lede efter guld med metaldetektorer. Guldet kan i dagens anledning veksles til en guldmønt af ægte chokolade i museumsbutikken.

Det bliver en dag med guld og kaos for hele familien, helt gratis.

For mere information samt det fulde program klik her.

Detaljer

Dato:
februar 2
Tidspunkt:
11:00

Sted

Kulturmuseet Spinderihallerne
Spinderigade 11
Vejle, 7100 Danmark
+ Google Map