Efter en svær start på sæson 2021 med tvanglukninger og coronarestriktioner har GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA nu rundet sæson 2021 af. Og sæsonen afsluttes med et overraskende flot besøgstal og pæne tal på bundlinjen – takket være rigtig mange gæster i efteråret.

Nyhedsbrev

1. november 2021

En million tak for hjælpen i år – vi ses i 2022

Efter en svær start på sæson 2021 med tvanglukninger og coronarestriktioner har GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA nu rundet sæson 2021 af. Og sæsonen afsluttes med et overraskende flot besøgstal og pæne tal på bundlinjen – takket være rigtig mange gæster i efteråret.

TAK.

GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIAs direktør Richard Østerballe sender sammen med parkens medarbejdere en varm hilsen og kæmpe tak til de gæster, der har besøgt parken i løbet af sæson 2021 eller støttet parken på anden vis for eksempel ved donationer eller køb af gavekort.

Forventningen til sæson 2021 var, at 375.000 gæster ville lægge vejen forbi GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA. Men to tvangslukninger i henholdsvis februar og juni samt coronarestriktioner satte sit præg på besøgstallet, og langt ind i 2021 så det rigtig skidt ud. Nærmest dagligt nåede parken ikke de forventede besøgstal, og det betød, at GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA kiggede ind i et kæmpe underskud både besøgsmæssigt og økonomisk.
Men i sæsonens sidste tre måneder vendte det til et meget positivt besøgstal, hvor der nærmest dagligt kom flere gæster end ventet.
Når årets efterregulering for overatninger i parken og vinterens skoleundervisning er talt med, rammer besøgstallet for 2021 cirka 374.000 gæster – altså meget tæt på budgettet og markant højere, end hvad parken frygtede i begyndelsen af året.

– Vi er virkelig glade for alle de positive tilkendegivelser, vi har fået fra gæsterne, og for at så mange har besøgt os eller støttet os med donationer. Samlet for sidste år og i år har vi modtaget godt en million kroner i støtte, hvilket har været en kæmpe hjælp til at holde parken kørende, fortæller direktør Richard Østerballe.

– Vi har også opfordret gæster til at købe årskort, souvenirs og mad for at hjælpe parken gennem sæsonen med skindet på næsen. Og der er virkelig blevet bakket op; vi har haft et flot salg, og vi har aldrig før haft så mange årskortholdere som i denne sæson. Så vi er fortrøstningsfulde i forhold til næste år – og ovenud taknemmelige for denne afslutning på sæson 2021.

Del på de sociale medier