Cyklisterne i Thyregod får snart ny asfalt under de tohjulede. Der er nemlig anlagt en ny cykelsti frem til Vesterlundvej 80 i Thyregod.

Teknisk Udvalg står bag den beslutning, og efter et halvt års arbejde er cykelstien klar til indvielse tirsdag 30. maj kl. 9.

Her deltager formand for Teknisk Udvalg i Vejle Kommune, Gerda Haastrup Jørgensen, som ser frem til at åbne cykelstien, som er i tråd med Vejle Kommunes grønne visionstillæg til mobilitetsplanen:

– “I Teknisk Udvalg arbejder vi for at fremme cyklisme for børn og voksne. Derfor glæder det os, at vi nu kan åbne første del af cykelstien på Vesterlundvej, som skal bidrage til, at det netop er let og sikkert at vælge cyklen.”

Cykelstier for en grøn fremtid
Ud over cykelstien på Vesterlundvej er der også cykelstier på vej på Toftumvej i Gauerslund og Kirkebyvej i Hornstrup Kirkeby. Det giver på flere måder mening:

– “Når vi anlægger cykelstier, handler det også om klimaforandringer. I Teknisk Udvalg prioriterer vi grønne transportformer og herunder gode cykelforhold, som kan blive en gevinst for både klima og sundhed”, siger Gerda Haastrup Jørgensen.

Til indvielsen deltager 180 elever fra Vesterlund Efterskole.

Sammen med formanden for Teknisk Udvalg indvier eleverne den to kilometer lange sti med en cykeltur – efterfulgt af kaffe og kage på Vesterlund Efterskole.

Alle er velkomne til indvielsen på Vesterlund Efterskole, Vesterlundvej 33.

Kilde

Foto: ABW