Antallet af registrerede i RKI er for første gang i over otte år steget hen over det første halvår af 2022, så der nu er 171.746 danskere i registret. Til gengæld har de registrerede færre sager i gennemsnit og skylder generelt mindre per sag.
Lave renter, lav inflation, udbetaling af feriepenge, store friværdier og opsparinger har de seneste mange år været opskriften bag et markant fald i antallet af danskere, der er i RKI-registret over dårlige betalere.
Nu er udviklingen til gengæld stoppet, og fra slutningen af 2021 til udgangen af juni 2022 er der kommet 0,5 procent flere danskere i RKI, så der nu samlet set er 171.746 registrerede voksne over 18 år.
– Mange danskere har haft en bundsolid privatøkonomi under de seneste ti års lave renteniveauer, og stigningen i RKI-registreringer er jo i sig selv ikke en katastrofe, da det stadig er færre danskere end tidligere, der står i registret, forklarer Bo Rasmussen, der er direktør hos data- og analysevirksomheden Experian, der driver RKI-registret.
Flere danskere i RKI fremover
For Experian-direktøren er den lille stigning dog et forvarsel om, at trenden i RKI sandsynligvis ændrer sig.
– Vi har haft økonomisk medvind på grund af en lempelig pengepolitik de seneste mange år, men i 2022 har vi mærket på vores privatøkonomi, at der nu kommer en regning for at tøjle inflationen. Renterne er kravlet op, og forbrugerpriserne er steget markant, og det rammer hårdt hos dem, der har sværest ved at betale regningerne.
– Derfor forventer vi, at der kommer flere RKI-registreringer over de næste kvartaler. Især hvis vi ser arbejdsmarkedet vende på grund af en mærkbar recession, bliver det vanskeligere for flere at betale. Det er dog vigtigt samtidig at have fokus på, at mange danskeres privatøkonomi er bomstærk, mener Bo Rasmussen.
Færre sager og mindre beløb
Ud over at registrere den enkelte skyldner i RKI, holder Experian også øje med, hvor mange sager og hvor stort et skyldigt beløb, den enkelte har. Og netop de to parametre har delvist udviklet sig positivt i første halvdel af 2022.
I gennemsnit har en person 2,63 sager til et gennemsnitligt beløb på 21.034 kroner. Det vil sige, at den gennemsnitlige skyldner har ubetalte regninger for lidt over 55.000 kroner.
For et år siden havde en person 2,7 sager, og gennemsnitsbeløbet per sag var 23.612 kroner.
– Når antallet af RKI-registrerede stiger en smule, er det trods alt positivt for danskerne, at sagerne og gennemsnitsbeløbene er blevet mindre over de seneste mange år, og den trend fortsætter. Det er trods alt nemmere at komme ud af gælden for den enkelte, når beløbet er mindre end tidligere. Samtidig er det godt for lånemarkedet og samfundet generelt, at der er mindre misligholdt gæld, forklarer Bo Rasmussen.
Direktøren påpeger, at gennemsnitsbeløbet falder mere end antallet af sager per person, og det kan være et udtryk for, at der er flere, der har sværere ved at betale små regninger.
De unge klarer sig godt
Blandt især de unge har der gennem en længere årrække været flere registrerede, stigende antal sager og højere gennemsnitsbeløb end i andre aldersgrupper. Men i opgørelsen for første halvår 2022 har de unge mellem 21-30 år klaret sig flot på tværs af parametrene. Til gengæld er udviklingen lidt mere blandet blandt de 18-20-årige og 31-40-årige. Dog gælder det for alle aldersgrupperne, at det gennemsnitligt skyldige beløb er faldet, og det er ifølge Bo Rasmussen positivt.
– De yngre aldersgrupper har været en akilleshæl i de seneste års opgørelser, og derfor er det positivt, at de nu generelt klarer sig godt i et halvår, hvor der er mislyde.
– Det er vanskeligt at give en åbenlys forklaring, men mon ikke den høje beskæftigelse hjælper især de alleryngste med at kunne betale regningerne. Vi ved, at de helt unge er yderst på arbejdsmarkedet, og derfor står de ofte først for, når krisen kradser. Spørgsmålet er så, om en eventuel nedgang i efterspørgslen på arbejdskraft vil ramme hårdere blandt de helt unge, spørger Bo Rasmussen, der også spekulerer i, om oplysningsarbejde fra forskellige offentlige og private aktører bærer frugt.
Fokus på långivning og digitale betalingsmuligheder
For Experian-direktøren er der ingen tvivl om, at ansvarlig långivning, der kom yderligere i fokus efter finanskrisen, har været en vigtig faktor bag faldet i RKI-registreringer de seneste år. Men med en større usikkerhed i den nærmeste fremtid pointerer han, at det er nødvendigt med samme eller måske ligefrem øget fokus.
Experian har udviklet værktøjet KreditStatus til långivere, så rådgiveren får et samlet økonomisk overblik over låntager, så der ikke så let bliver ydet kredit til én, der ikke kan betale tilbage.
Samtidig mener direktøren også, at en yderligere digitalisering de seneste år har luget godt ud i de små og “glemte” regninger, der kunne ende i RKI.
– Korrespondancen mellem låntager og långiver er i dag betydeligt nemmere på grund af digitalisering, og sammen med tilgængelige, digitale betalingsmetoder er det med til at minimere mængden af RKI-registreringer, der skyldes uvidenhed eller mangel på økonomisk overblik, siger Bo Rasmussen.
Ny RKI-opgørelse i nøgletal (ultimo juni 2022):
– 171.746 danskere er registreret i RKI ved udgangen af juni 2022 – det er et fald sammenlignet med juni 2021, men en stigning på 0,5 procent siden seneste opgørelse ved årsskiftet 2021/2022.
– Den samlede misligholdte gæld lyder på cirka 9,5 milliarder kr. – det er en bundrekord og et fald på over 1,5 milliarder kroner siden juni 2021. Til sammenligning var den samlede misligholdte gæld i januar 2014 på 16,9 mia. kr.
– Det gennemsnitlige skyldige beløb pr. person er 55.224 kr.
– I gennemsnit er hver enkelt dansker i RKI registreret med 2,63 sager med en gennemsnitlig beløbsstørrelse på 21.034 kroner.
– Region Sjælland er fortsat den region med den største andel af registrerede personer med misligholdt gæld: 4,47 procent af personer på 18 år eller derover i Region Sjælland står i RKI. Region Hovedstadens borgere er bedst til at undgå en registrering i RKI. Her er det kun 2,92 procent af befolkningen, der er i RKI.
[Fakta om RKI]
RKI-registret er en avanceret løsning, som en lang række danske virksomheder og inkassoselskaber bruger til at registrere personer og virksomheder, der ikke får betalt deres regninger.
Ender du i RKI-registret har det blandt andet indflydelse på dine muligheder for at optage lån og købe på kredit.
Du kan godt være registreret flere gange i RKI på samme tid: Hvis du for eksempel har udeståender med to forskellige kreditorer, kan begge registrere dig.
Når en registrering bliver slettet, fjernes den helt fra registret – også historikken.