Vejles nye bjergvej vest om Uhre skulle have været indviet den 29. juni i år, men store regnmængder forårsagede skader på vejen og udskød indvielsen. Man giver her en status på arbejdet med at gøre vejen klar til åbning.

Hvad der præcist forårsagede oversvømmelsen af forbindelsesvejen vest om Uhre, arbejder et Syn og Skøn på at klarlægge.

I mellemtiden har sagens parter, totalrådgiver Atkins, entreprenørselskabet M.J. Eriksson, Vejle Kommunes forsikringsselskab og Vejle Kommune, arbejdet intenst på at få løst udfordringerne og sikret vejen, så den kan åbne hurtigst muligt.

Sten og kokosnet
Blandt løsningerne er at forstærke rabatterne og trugene, som løber mellem stien og vejen. Det sker ved at lægge sten og muld og så græs samt barrierer på tværs, der skal fungere som vandforsinkelse.

Herudover bliver dele af skråningerne forstærket med kokosnet, indtil en beplantning af bl.a. muld og græsblandinger får slået rødder og vokser til.

Asfalt bliver reetableret
De store mængder vand har ikke kunnet undgå at forårsage mindre skader på asfalten. Den del vil blive reetableret med ny asfalt, så vejen igen bliver hel og sikker at færdes på.

Indvielse senere på året
Der kan endnu ikke sættes en dato på åbningen, men der arbejdes på højtryk for at åbne den så hurtigt som muligt til gavn for borgerne.

Kilde

Foto: ABW