Daniel Wagner (Vejle/Aarhus) indledte EM i para-atletik med en guldmedalje i længdespring, og afsluttede mesterskaberne med endnu en medalje af fornemste karat, da han blev europamester på 100 m i sin klasse T63.
Wagner lukkede festen
Søndag var den sidste dansker så i aktion, nemlig Daniel Wagner (Vejle/Aarhus), der stillede op på sprintdistancen 100 m i klasse T63.
25-årige Wagner var favorit inden finalen, og han fik en perfekt start og var en anelse foran den nærmeste konkurrent, franske Clavel Kayitare, hele vejen. Han vandt i tiden 13,10 sekunder, som er et stykke fra hans personlige rekord på 12,27. Kayitare tog sølv i tiden 13.42.
– Det føles skønt. Det er første gang, jeg vinder guld på 100-meteren ved EM. Tiden var ikke noget at prale af, men ved de her mesterskaber er det jo medaljerne, der tæller, sagde Daniel Wagner umiddelbart efter løbet.
Det er Daniel Wagners anden guldmedalje ved EM. Tidligere på ugen vandt han også guld i længdespringskonkurrencen, hvor han slog sin konkurrent gennem mange år, tyske Heinrich Popow, i dennes sidste internationale konkurrence.
– Nu har jeg fået to guldmedaljer, og det kan man jo ikke være andet end glad for, så det var en god afslutning på et perfekt mesterskab, siger Daniel Wagner.
Tilfreds landstræner
Den danske trup ved EM i para-atletik talte 13 atleter, og med weekenden to sidste medaljer har den danske trup i alt hentet syv medaljer:
• Daniel Wagner, guld i længdespring og guld på 100 m (begge klasse T63)
• Nikolaj Overgaard Christensen (Struer), guld i 100 m RaceRunning (klasse RR1)
• Manja Simone Lundgaard Hansen (Skanderborg), bronze i 100 m RaceRunning (klasse RR3)
• Lasse Kromann (Odense), bronze i 100 m RaceRunning (klasse RR2)
• Kristel H. Walther (Odense), sølv i diskoskast (klasse F64)
• Ronni Jensen (Aarhus), sølv i diskoskast (klasse F37)
På forhånd var målsætningen otte danske medaljer, men landstræner Joachim Lund er alligevel meget tilfreds med den danske indsats ved mesterskaberne.
– Det har været fantastisk at være landstræner for truppen under det her EM. Atleterne har leveret det ene flotte resultat efter det andet. Samtlige atleter har været i finaler, og vi tager også mange top 6-placeringer, så vi kan kun være godt tilfredse – også selv om vi ikke nåede vores målsætning helt.
Det skyldes ifølge landstræneren flere ting:
– Vores målsætning om otte medaljer var ambitiøs, og der var nogle af konkurrenterne, der havde rykket sig mere, end vi havde troet. Vi ville gerne have haft den sidste medalje, men vi kunnet ikke have gjort mere, og det ændrer ikke ved glæden over, at vi har kunnet samle et meget stort dansk hold på 13 atleter, hvor alle har leveret på topniveau. Det tegner godt for næste sæson, hvor kvalifikationsperioden til de Paralympiske Lege i Tokyo starter den 1. april 2019.
Flot debut til RaceRunning
Hos Parasport Danmark glæder elitechef Michael Møllgaard Nielsen sig også over de flotte danske EM:
– En ambitiøs målsætning på otte medaljer var målet, men syv medaljer er mere end godkendt i min optik. Vi har haft en god preseason, og så skal man ikke være bange for at spænde buen. Et EM her, før det for alvor går i gang med at kvalificere sig til de Paralympiske Lege i 2020, er samtidig en god mulighed for at få et billede af de fremtidige konkurrenter, det sportslige niveau og de danske atleters muligheder for at kvalificere sig til PL. Og det videre forløb glæder jeg mig i sagens natur til at følge, siger elitechefen og fremhæver et andet positivt aspekt ved dette års europamesterskaber.
– Det glæder mig virkelig at se, hvordan RaceRunning, som jo er en dansk “opfindelse”, og de danske løbere på fornemste sportslige vis fik vist sig frem – endda med tre medaljer. Det er første gang, at RaceRunning er på programmet ved et officielt mesterskab, og jeg synes, at atleter og præstationer har klædt dette EM og forhåbentlig også vist, at de hører hjemme på det paralympiske program i 2024.
I alt bestod den danske trup af 13 atleter, heraf 3 fra Vejle:
• Kasper Filsø, Vejle
• Kristel Walther, Odense
• Mohamed Hersi, København
• Anders Lagergren, Frederiksberg
• Christoffer Vienberg, Allerød
• Noa Bak-Pedersen, Taastrup
• Ronni Jensen, Aarhus
• Daniel Wagner, Aarhus/Vejle
• Nikolaj Overgaard Christensen, Struer
• Karla Risum, Mårslet
• Manja Simone Lundgaard Hansen, Skanderborg
• Lasse Kromann, Odense
• Thea Berggren Jørgensen, Lejre