Vil I gerne have indflydelse på, hvordan fremtidens kulturhus og børnebibliotek bliver for dit barn og jeres familie? Kom og vær med, når vi sammen med Musik- og Kulturskolen og Kultur- og Idrætsudvalget inviterer til en dag med leg, sprog, litteratur og musik for hele familien – samt muligheden for at give jeres input til et nyt kulturhus.
Vejle skal have et nyt bibliotek og kulturhus på Willy Sørensens Plads 1, og Kultur- og Idrætsudvalget har en vision om at det skal danne rammerne for landets bedste børnebibliotek, hvor leg med sprog, litteratur, musik og rytme er i højsædet.

Derfor inviterer udvalget alle børnefamilier til Børnenes kulturhusdag lørdag den 3. februar 2024 for at give jer mulighed for at fortælle om jeres drømme for og ideer til byens nye kulturhus og børnebibliotek.

Fra kl. 10.00 til 14.00 på dagen giver Vejle Bibliotekerne og Vejle Musik- og Kulturskole nogle bud på, hvad vi forestiller os, det kommende kulturhus blandt andet skal kunne.

Aktiviteter på dagen
Dramaleg for de mindste
Vær med nå vi leger os igennem historien “Når alle Sover”, som handler om vandalen BOBA og hans store ven LILLE FETIR LUTTEMAND. I en by af store kasser skal vi vælte og bygge op igen, klæde os ud, bytte roller og bevæge os til musik (Udviklet af Biblioteket og Musik-og Kulturskolen). Til slut taler vi om, hvordan det mon bliver, når biblioteket skal laves om til et nyt kulturhus.

For børn fra 4-7-år og deres voksne.
Der er dramaleg kl. 10.00, kl. 11.00 og kl. 13.00 i salen. Varigheden er ca. 40 minutter.

Minecraft: livet i vores kulturhus
Sammen – både forældre og børn – åbner vi drømme og ideer om livet i fremtidens kulturhus: udfold, byg og præsenter jeres projekt og se det ‘blive til virkelighed’ i Augmented Reality.

For børn fra 10 år i samarbejde med forældre eller i mindre grupper.

Der er Mincraft-workshop kl. 10.00 og kl. 12.00. Varigheden er ca. 1,5 time.

Magisk trylle- og dukkeværksted – kig forbi de åbne værksteder
Vi tryller ønsker til et nyt kulturhus frem ved at lave vores egne tryllestave. Børn fra 4 til 8 år og deres voksne kan lave fe-tryllestave, og de 8 til 12-årige laver Harry Potter tryllestave.

For børn fra 4-12 år og deres voksne

Vi laver strømper om til dukker. Så kan vi se, hvad der sker, når vi genanvender noget brugt og gør det til noget nyt, ligesom når det gamle bibliotek bliver til et nyt kulturhus. Lav din dukke lige som du synes den skal være, for i det nye kulturhus er der plads til alle.

For alle fra 5 til 100 år – børn dog sammen med en voksen.

Tilmelding er ikke nødvendig til de åbne værksteder.

Madpakker og picnicskov
Vi har forberedt små madpakker til jer som kan nydes i vores picnicskov i Salen.

Vi sætter desuden rammerne for, at I sammen med jeres børn kan skrive og/eller tegne et postkort til Vejles byråd med jeres gode ideer til, hvad fremtidens kulturhus og børnebibliotek skal indeholde.

Det praktiske
Det er åbent hus og det er gratis for både forældre og børn at deltage.

Hvis I vil sikre jer en madpakke og en plads på en bestemt workshop, skal I dog reservere en plads ved at bestille billet. Ved billetbestillingen vælger I for hver billet, hvilke workshops I gerne vil deltage i, og om I ønsker en madpakke.

Der kan løbende ske justeringer i eller tilføjelser til programmet.

Det foregår d. 3. februar.

Bestil billetter

Kilde

Foto: ABW