Beboerne på Plejecenter Bakkegården får tænderne set grundigt efter, og personalet bliver undervist i, hvordan de hjælper med at passe på tænderne, da gode tænder øger appetitten og forebygger sygdom. Det oplyser Vejle Kommune i en pressemeddelelse.
Alt for mange ældre har alt for dårlige tænder. Udover at dårlige tænder giver huller, smerter og ubehag, går det også ud over både sundhed og livskvalitet: Gode tænder er vigtige for, at maden glider ned og dermed en forudsætning for, at de ældre trives og har overskud i hverdagen.
I finansloven er der derfor afsat 40 mio. kr. over en 4-årig periode til bedre tandsundhed hos de svageste ældre.
Omsorgstandplejen i Vejle Kommune har fået del i pengene og er gået i gang med at undersøge tænderne hos 32 plejehjemsbeboere på Plejecenter Bakkegården i Vejle.
– Arbejdet skal munde ud i en individuel “mundplejeplan” for de ældre. Samtidig undervises plejepersonalet i, hvor stor en effekt tandbørstning kan have, og hvordan de bedst hjælper de ældre med at passe på tænderne – både blivende tænder og tandproteser. Hvor plejehjemsbeboere tidligere havde proteser, har stadig flere egne, blivende tænder, som skal passes, og det tager tid og kræver en hjælpende hånd fra plejepersonalet. Mange af de ældre, som er tilknyttet omsorgstandplejen, er også demensramte og kan ikke selv, siger Lasse Bech Erlendsson, ledende afdelingstandlæge i omsorgstandplejen i Vejle Kommune.
Forebygger sygdom
På Bakkegården er centerleder Helle Wittig glad for at være del af projektet, da en god mundhygiejne også kan forebygge sygdomme:
– Dårlige tænder gør det sværere at spise, og det er et problem for ældre, som i forvejen ikke spiser ret meget. Spiser du godt, og er du sygdomsfri, har du overskud til at kunne mere selv og være aktiv. Dårlige tænder øger også risikoen for lungebetændelse, når ældre fejlsynker. Desuden har man større risiko for diabetes, hvis man har paradentose, hvilket mange ældre får, bl.a. fordi de har en dårlig mundhygiejne, siger centerlederen.
Tandprojektet på Bakkegården kører i et år, og i den periode kommer tandplejen på besøg tre gange for at tjekke op på tænder, handlingsplaner og løbende rådgive personalet. Efter projektperioden skal plejepersonalet selv lave handleplaner og støtte de ældre i en god mundhygiejne.
Metoden vil også blive udbredt til de øvrige plejecentre, så tandsundheden hos alle plejehjemsbeboere i Vejle Kommune er i top.