Den integrerede daginstitution Asebo i Vejle er et af de tre dagtilbud, der i år er nomineret til prisen som Årets Dagtilbud 2019. Med prisen sætter Børne- og Undervisningsministeriet, FOA, BUPL og KL fokus på det store og vigtige pædagogiske arbejde i danske dagtilbud.

Årets Dagtilbud er en pris, der hvert år uddeles til et dagtilbud i Danmark, som har en særlig høj kvalitet i det pædagogiske arbejde. Et fagudvalg har gennemgået de i alt 124 indstillinger og udvalgt Asebo i Vejle, en integreret institution i Sønderborg og en skovbørnehave i Gladsaxe. De får alle besøg, inden den endelige prismodtager findes.

Asebo er nomineret for sit arbejde med børnefællesskaber og læringsmiljøer på tværs af alder og udvikling. ”Med et stærkt børneperspektiv og afsæt i det enkelte barn skaber Asebo tryghed og nærvær”, hedder det i indstillingen.

Det var en meget glad udvalgsformand, der hørte om nomineringen.
– Jeg er stolt over, at vi i Vejle Kommune igen har en daginstitution, der er nomineret til Årets Dagtilbud”, siger Torben Elsig-Pedersen, der er formand for Børne- og Familieudvalget.

– Asebo er på mange måder en helt almindelig daginstitution, der med et stærkt børneperspektiv får skabt en god og tryg dagligdag for børnene – hver dag. De har et stærkt fokus på det, der betyder allermest for børnene og er et mønstereksempel på de ambitioner, der ligger i de nye styrkede læreplaner, understreger Torben Elsig-Pedersen.

Mette-Lise Larsen, der er leder af Asebo, er både glad og stolt over nomineringen.
– Jeg er især glad for, at det er forældrene, der har indstillet os til prisen. Og at de oplever, at vores medarbejdere giver deres børn ”en uvurderlig god og givende hverdag i trygge rammer,” som de skriver i indstillingen.

Grangaard tidligere vinder af prisen
Hvis Asebo vinder prisen, er det ikke første gang, at en af Vejles dagtilbud står øverst på sejsskamlen. I 2017 fik den integrerede institution Grangård i Jelling prisen. Begrundelsen var bl.a., ”at her tager personalet afsæt i børnenes nysgerrighed og involverer hinanden og forældrene i udvikling af læringsmiljøet”.

Prisen til Årets Dagtilbud overrækkes af Børne- og Undervisningsministeriet den 16. december 2019. Ud over æren får vinderen 20.000 kr. Til inspiration for alle vil der blive videreformidlet gode eksempler fra de tre nominerede dagtilbud. 

Læs mere om prisen til Årets Dagtilbud her  her https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2019/okt/191023-tre-nominerede-til-aarets-dagtilbud-2019

Sidst opdateret: 30. oktober 2019