Byrådet blev i januar præsenteret for forslaget til en mobilitetsplan, og nu er turen kommet til dialog med borgere og andre interessenter. Mobilitetsplanen forventes vedtaget inden sommerferien, oplyser Vejle Kommune i en pressemeddelelse.
Vejle Kommunes indbyggertal vokser, og det gør trafikken også. For at fremtidssikre fremkommeligheden og imødekomme eventuelle problemer med mobiliteten ved den hastige vækst er Vejle Kommune på vej med en mobilitetsplan 2018-2030.
Planen blev præsenteret for byrådet tidligere på året, og nu er turen kommet til, at borgere, erhvervslivet og alle andre interesserede kan byde ind med deres syn på de forslag, der er i mobilitetsplanen.
Der vil blive holdt borgermøder og besigtigelser. Bl.a. et stort borgermøde i Bygningen og en besigtigelse af den foreslåede linjeføring af Ring 3, som er et forslag til en ny ringvej nord om Vejle.
Se evt. forslag til mobilitetsplan her: www.vejle.dk/mobilitetsplan