Store sportsevents skal bidrage til vækst for det lokale erhvervsliv, skriver Vejle Kommune i en pressemeddelelse.

Når idrætsforeninger bliver tildelt værtsskabet for store internationale sportsevent, skal det i fremtiden samtidig udløse en invitation til erhvervslivet om at tænke aktiviteter ind, der kan skabe værdi for den enkelte virksomhed. For ifølge erhvervschef i Vejle Kommune, Morten Damgaard, er mulighederne for at skabe merværdi mange:

Foto: ABW

– Når det lykkes at tiltrække store sportsevents til området, åbner det mulighed for at eksponere det, vi i kommunen kan tilbyde, bl.a. spændende kulturattraktioner og attraktiv detailhandel. Men vi har også mulighed for at lave koblinger til det lokale erhvervsliv, hor vi sammen styrker vores events, virksomhedernes bundlinje og profilerer Vejle Kommune, fortæller Morten Damgaard.

Virksomhedernes bidrag kan typisk ske i form af sponsorater. Til gengæld får virksomhederne markedsføring, indsigt i behovet for produktudvikling, kundeaktiviteter, matchmaking, produkteksponering, presseomtale og indsigt i nyeste teknologier.

 

Flere idrætsforeninger fra Vejle har allerede sikret sig værtsskabet for store sportsevents. I 2020 er det Vejle Taekwondoklub, der har sagt ja til at være vært for VM i Taekwondo, og her forventes at komme over 1000 deltagere, dommere og officials. I 2020 bliver der også holdt VM i orienteringsløb i Vejle-området, hvor den lokale orienteringsløbsklub OK Snab er vært. I den forbindelse vil der også være et publikumsløb, der kan tiltrække turister og publikum.

Men allerede i februar 2019 er Vejle Judo Klub igen vært for en stor international turnering, når Matsumae Cup holdes i Vejle. Og netop Matsumae Cup er ifølge Morten Damgaard et godt eksempel på, hvordan erhvervslivet kan tænke sin indsats:

– Matsumae Cup har stor interesse i Japan, og vi forventer der kommer rigtig mange japanere med til denne event. Så det er ekstremt relevant at tænke eksportrelaterede aktiviteter ind i forhold til Japan. Derfor er eventen oplagt for virksomheder, der ønsker at eksportere til Japan eller allerede har Japan som marked.