Midtjyderne forsikrer i stigende grad tænderne, oplyser Dansk Tandforsikring, der har set en stigning på 90 procent på fem år i regionen. Især yngre mennesker, storbyboere og kvinder tegner i stigende grad tandforsikring.

Midtjyderne vælger i stigende grad at forsikre sig mod uforudsete tandlægeregninger. Ifølge en ny opgørelse fra Dansk Tandforsikring solgte selskabet 90 procent flere tandforsikringspolicer fra første til tredje kvartal af 2024 sammenlignet med samme periode fem år før. Tendensen gør sig særligt gældende i større midtjyske byer, hvor Aarhus, Silkeborg, Herning, Vejle og Horsens er frontløbere.

Ifølge Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, er udviklingen relateret til faktorer som indkomst og uddannelsesniveau.

– “Stigningen i tandforsikringer i byområder kan være knyttet til, at folk med en højere indkomst og uddannelse vælger at sikre sig økonomisk mod store uforudsete udgifter som tandlægeregninger. Da der samtidig sker en tilflytning til større byområder, afspejles de i højere grad i statistikken”, siger Torben M. Andersen.

Unge forsikrer sig i stigende grad
Antallet af 20-30-årige midtjyder, der har forsikret tænder hos Dansk Tandforsikring, er tæt på tredoblet fra januar 2020 til 2024.

– “Mange forsikringsforhold er naturligt knyttet til alder såsom bil- og husforsikringer. For unge – og andre med lave indtægter – kan tandlægeregninger være en udfordring, og derfor kan det give mening at tegne en forsikring afhængig af vilkårene”, siger Torben M. Andersen.

Kvinder fører an
Når det gælder kønsmæssige forskelle, viser nye tal, at kvinder i højere grad end mænd forsikrer deres tænder. Ifølge Dansk Tandforsikrings opgørelse fra 2024 udgør kvinder 59 procent af de privatkunder, der har tegnet tandforsikring i Region Midtjylland, mens mændene udgør 41 procent. Denis Lewinsky, administrerende direktør hos Dansk Tandforsikring, forklarer, at kvinder typisk vælger en langsigtet forsikringsmodel.

– “Vi ser en klar overvægt af kvinder, der tegner tandforsikringer. De vælger typisk en model kaldet ’20-40-60’, hvor dækningen stiger gradvist fra 20 procent det første år til 60 procent i det tredje år. Selvom det er dyrere i starten, sikrer det en bedre dækning på længere sigt, og det er noget, mange prioriterer”, siger Denis Lewinsky.

Foto: ABW