Nye beviser får Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi til på ny at fremstille den 28-årige mand, der i går blev løsladt ved et lukket grundlovsforhør. Han er sigtet for forsætlig brandstiftelse af 3 brande i Fredericia.

Politiets igangværende efterforskning af 3 brande i Fredericia natten til onsdag den 6. september har ført til nye beviser. Disse beviser peger på, at den formodede gerningsmand er den samme 28-årige mand, som Retten i Kolding i går løsladte efter et lukket grundlovsforhør.

På baggrund af efterforskningens nye beviser har Sydøstjyllands Politi igen i dag anholdt den 28-årige mand. Han bliver fremstillet ved Retten i Kolding kl. 13.00, sigtet for forsætlig brandstiftelse i forbindelse med de tre brande i Fredericia.

Brandene omhandler to større brande på henholdsvis Nørrebrogade og Jernbanegade, samt en mindre brand på Danmarksgade i Fredericia. Der er i forbindelse med brandene udelukkende sket materiel skade.

Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi vil anmode om lukkede døre ved grundlovsforhøret, da politiet ikke kan udelukke, at der er en medgerningsmand i sagen.

Sydøstjyllands Politi har ikke yderligere informationer om sagen, der på nuværende tidspunkt kan deles med offentligheden.

Kilde

Foto: ABW