Onsdag og torsdag i uge 16 var Vejle Musikteater fyldt med over 1300 publikummer, da Mølholm Skole havde deres årlige forårskoncerter. Skolens elever optrådte begge aftener: Den ene aften var det alle de lige årgange, og den anden aften var det de ulige årgange.
Selvom skoleleder Peter Nødskov bød velkommen og også stod for at sige tak for i aften, stod begge koncerter i elevernes tegn – dog med et lille afbræk i form af et musikalsk indslag fra musiklærerne på skolen. Selv værtsrollen var lagt i hænderne på eleverne: Fire elever fra 9. klasse styrede alle kyndigt igennem aftenen. Og at dømme ud fra salens reaktioner var forårskoncerterne en stor succes.