Vejle Kommune præsenterede inden udgangen af 2022 Varmeplan 2022-2028, der skal give borgerne overblik over mulig varmeforsyning. Du finder den fulde varmeplan på hjemmesiden, ligesom du på et interaktivt kort kan danne dig et overblik over, om du kan få fjernvarme, eller hvornår du kan forvente, at energiformen når frem til din bolig.

Krigen i Ukraine med den efterfølgende energikrise og høje energipriser har sat skub i efterspørgslen efter fjernvarme over hele landet og også lokalt i Vejle Kommune.

Varmeplan på plads
Man har i samarbejde med fjernvarmeselskaberne arbejdet på højtryk for at få Varmeplan 2022-2028 på plads inden årsskiftet til 2023. Med varmeplanen har man skabt et overblik over, hvor man kan forvente at få mulighed for fjernvarme – og dermed også, hvor olie- og gasfyr skal udskiftes med varmepumper eller andre grønne løsninger.

Sideløbende har man i samarbejde med fjernvarmeselskaberne holdt flere borgermøder og efterfølgende sendt tilbud ud til borgerne om at blive tilsluttet den mere pris- og klimavenlige varmekilde. Man ved, at mange er utålmodige, men man er godt i gang, og nu kommer fjernvarmen lige så hurtigt, som rør og tekniske anlæg kan nå at komme i jorden og ud til boligerne.

Fjernvarme rulles ud flere steder
Der arbejdes intensivt flere steder. Fx har TREFOR med hjælp fra Vejle Kommune nu fået opbakning til fjernvarme fra borgere i alle dele af Bredballe, så gravemaskinerne kan køre ud de næste år.

I Uhrhøj i den vestlige del af Vejle rulles der i øjeblikket fjernvarme ud til knap 300 husstande. Fjernvarmen er også godt på vej ved Ribe Landevej i Vejle, hvor ca. 100 husstande er på vej til at blive tilsluttet fjernvarme.

Ser vi uden for Vejle by, er bl.a. Give Fjernvarme langt med planerne om at etablere fjernvarme i Gadbjerg, Farre og Givskud. Det giver billigere varme og bedre huspriser i disse byer.

I Egtved, Give og Jelling er de lokale varmeselskaber også ved at tilbyde fjernvarme til de sidste områder med gasfyr.

Her kan du få overblik over dine muligheder for fjernvarme

Kilde

Foto: ABW