Vejle Kunstmuseum viser et mindre udvalg af Cathrine Raben Davidsens store grafiske produktion, som spænder over mere end 400 værker.

I sine snart 30 år som billedkunstner har Cathrine Raben Davidsen udviklet og raffineret et stærkt og personligt udtryk. Uanset hvilket medie hun arbejder med, har værkerne den samme kerne af følsom, poetisk og nærmest sfærisk energi.

Oplev udstillingen sammen med Vejle Kunstmuseums inspektør:

Bestil billetter

Cathrine Raben Davidsen er teknisk suveræn. Hun inddrager forskellige grafiske teknikker som litografi, stregætsning og monotypi til at skildre menneskets forhold til naturen og vores forståelse af den åndelige verden. Hun forbinder myter og motiver fra fortid til nu, til nye fortællinger om mennesket i verden i dag.

Det skrevne ord og den tegnede streg er Cathrine Raben Davidsens afsæt for alle kunstneriske processer. For Cathrine Raben Davidsen er ord og billeder indbyrdes forbundne i det grafiske, som et æstetisk værktøj for hende. Et eksempel herpå vises med en af kunstnerens spektakulære, omfattende og tætskrevne mind maps. Disse mind maps ligger til grund for hele Cathrine Raben Davidsens kunstneriske praksis og bidrager desuden til vores forståelse af kunstnerens proces. Her træder hendes inspirationskilder frem, som er at finde i hele kunstens historie.

Om Cathrine Raben Davidsen
Den københavnske billedkunstner Cathrine Raben Davidsen (f. 1972) er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi og har studeret kunst i både Italien og Holland. Foruden grafik arbejder hun med maleri, tegning og keramik. Hun har udstillet bredt i Danmark og i udlandet og er repræsenteret i betydelige danske og internationale kunstsamlinger.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond.

Kilde

Foto: ABW