Skovene i Vejle kommune hører til de allermest populære naturområder. Kommuneskovene får derfor deres helt egen skovplan med friluftszoner og naturzoner. Det skal sikre hensyn til de mange forskellige interesser. Du kan nu give dit bidrag til skovplanen, der netop er sendt ud i offentlig høring.
Byrådet i Vejle var visionære da de tilbage i 1910 gjorde kommuneskovene til borgernes skove, og de bynære skove har været utroligt populære, rekreative områder lige siden. Da verden forandrer sig løbende kommer der derfor en plan for forvaltningen af Vejles Kommuneskove, som skal matche nutidens mangfoldige behov.
Blandt alle naturtyper tilbyder de bynære skove den mest attraktive naturoplevelse. Når vi måler på befolkningens brug af vores natur, kan vi se, at skovene er de mest populære. Ud af alle slags naturbesøg har flest – hele 96% – besøgt vores skove. Det forpligter naturligvis, når vi skal udvikle og vedligeholde vores forvaltning af skovene. Derfor bliver den nye skovplan et vigtigt værktøj for os fremover. Vi håber, der kommer mange gode bidrag, når vi nu præsenterer vores oplæg til offentlig høring hos borgerne.
Oplægget til skovplanen lægges ud til offentlig høring fra den 1. september – 31. oktober. Du kan se planen og afgive dit høringsbidrag på vejle.citizenlab.co/da-DK
Naturnær skovdrift
Oplægget til Skovplanen viser, hvordan Vejle Kommune vil forvalte sine skove i perioden fra 2023-2032. Faciliteter og aktiviteter for friluftslivet prioriteres højest i ”aktivitetsskov” og ”højaktivitetsskov”. I den anden ende af skalaen prioriteres stille brug af skoven i ”rolig skov”. Natur og biodiversitet prioriteres højest i særlig biodiversitetsskov, der i udkastet dækker en tredjedel af Vejles Kommuneskove.
Det er ambitionen, at det generelle skovbillede efterhånden vil komme til at minde om naturskov, hvor skovdriften tilstræber en optimering i forhold til gode friluftsoplevelser, sundhed, biodiversitet, smukke landskaber, rent grundvand, erosionsbeskyttelse, økonomi og ikke mindst klima-effekt. Råtræ er nemlig samtidig et af de få råmaterialer der, rigtig produceret, er med til at binde CO2 frem for at udlede CO2.
Invitation til skovtur
Teknik & Miljø inviterer på skovtur. Kom med og hør mere om skovplanen og de forskellige indsatser, der ligger forude. Arrangementet er for alle, det er gratis og det finder sted lørdag den 17. september fra klokken 14:00 – 17:00. Vi mødes ved Sneglehuset i Nørreskoven. Tilmelding er ikke nødvendig.