I alt 3,3 millioner kroner er blevet uddelt fra “Bevæg dig i Naturen”-puljen under Udlodningsmidler til Friluftsliv. Midler, der skal få flere forskellige udsatte målgrupper mere ud i naturen.

Psykisk sårbare, socialt udsatte, personer med mentale og fysiske funktionsnedsættelser, voldsramte kvinder og veteraner. Alle mennesker har brug for at komme ud i naturen og opleve glæden, styrke deres fysiske, mentale og sociale sundhed og det kan en række sårbare grupper nu komme med støtte fra Friluftsrådet.

“Bevæg dig i Naturen”-puljen under Udlodningsmidler til Friluftsliv har nemlig valgt at støtte 21 projekter med samlet 3,3 millioner kroner.

Vejle har fået tilskud til to projekter:

  • Den Levende Sansehave i Vejle skal blive en terapeutisk have, der skal hjælpe sygdomsramte borgere og personer med mental eller fysiske funktionsnedsættelser. Til det projekt ydes støtte på 250.000 kroner
  • “Alle kan RO” i Vejle modtager 25.000 kroner til kano og kajakaktiviteter for flere naturuvante målgrupper.

“Naturen kan noget helt særligt, når det kommer til sundhed. Naturen giver rum til både bevægelse, ro og nye, meningsfulde fællesskaber. Derfor støtter vi projekter, der arbejder for at fremme sundheden for nogle af de målgrupper, der har mest brug for at komme ud og få gavn af naturen,” siger Jan Ejlsted, direktør for Friluftsrådet, som administrerer puljen “Bevæg dig i Naturen”.

“Bevæg dig i Naturen”-puljen er en del af Udlodningsmidler til Friluftsliv, og skabt som en del af partnerskabet “Bevæg dig for livet – i naturen” mellem DGI, DIF og Friluftsrådet. De 21 projekter, som nu modtager samlet 2.282.200 kroner bliver de sidste, der når at få gavn af de i alt 10 millioner kroner, der har været øremærket til at øge folkesundheden for udsatte målgrupper og få naturen ind i flere menneskers hverdag.

De 21 udvalgte projekter er:

Gå dig Glad i Danmark: Et lokalt projekt fra Svendborg holder ugentlige gåture for personer, der står uden for arbejdsmarkedet og sygdomsramte. Projektet modtager 450.000 kroner til at sprede konceptet til 20 yderligere byer.
Det Danske Spejderkorps og DIF Soldaterprojekt inviterer “Feriecamp for skadede veteraner” i uge 28. Projektet støttes med 117.000 kroner.
I Høje Gladsaxe skal der skabes et projekt med fokus på at få flere familier fra boligområdet ud i den nære natur. Der skabes blandt andet Naturkort med forslag til aktiviteter og frivillige Naturambassadører. Projektet modtager 375.000 kroner.
Terapihaven Møllebæk i Kolding modtager støtte på 350.000 kroner til at udvikle og kvalificere sundhedsfremmende naturbaserede aktiviteter.
“Med far i naturen” er et projekt under Forum for Mænds Sundhed, der skal skabe oplevelser og aktiviteter i naturen for fædre og deres småbørn – med særligt fokus på sårbare fædre. Projektet modtager 340.000 kroner.
Den Levende Sansehave i Vejle skal blive en terapeutisk have, der skal hjælpe sygdomsramte borgere og personer med mental eller fysiske funktionsnedsættelser. Til det projekt ydes støtte på 250.000 kroner.
KFUM’s Sociale Arbejde og DGI vil hjælpe socialt truede mennesker på være- og bosteder ud i naturen – og rundt i hele Danmark. Projektet støttes med 247.000 kroner.
Projektet “Bynatur som stress-dæmper” bliver skabt af Københavns Kommune og Stressforeningen som en del af Friluftsrådets projekt Sund i Naturen, som kommunen er fokuskommune i. Der ydes støtte på 185.000 kroner.
“Aktive familier i det fri – Gellerup” vil styrke udsatte familier fra boligområdets fysiske og mentale sundhed igennem oplevelser og aktiviteter i naturen. Projektet modtager støtte på 167.100 kroner.
Et kanovogntog i Thisted skal få flere naturuvante målgrupper ud på vandet. Projektet bevilges 100.000 kroner.
Højmark og omegns borgere får støtte til to dele-elcykler til udlån. Projektet støttes med 40.000 kroner.
“Cykler til Kvinder på krisecenter”, Frederiksberg, modtager 40.000 kroner.
I Thisted skal lokale børnefamilier samt borgere med fysiske og mentale funktionsnedsættelser på vandet. Her ydes tilskyd på 35.000 kroner til SUP- og windsurfing-udstyr.
Cykelture for psykisk sårbare bliver en realitet hos BIFOS i Brønderslev, der modtager 35.000 kroner.
Projektet “Det aktive liv i naturen” bliver en friluftslinje for unge og voksne med funktionsnedsættelser på S/I Østergård nær Ringsted. Projektet støttes med 27.200 kroner.
Mandfolk på Mountainbike i Hjørring modtager 23.000 kroner til opstart af fælles ture for overvægtige og inaktive mænd på MTB i naturen.
I Vordingborg skal unge med anden etnisk baggrund end dansk, ældre og skoleelever lære at Stand Up Padle. Projektet støttes med 20.000 kroner.
“Alle kan RO” i Vejle modtager 25.000 kroner til kano og kajakaktiviteter for flere naturuvante målgrupper.
“Ældre i Bevægelse” i Kalundborg modtager 42.500 kroner i støtte til en ældrevenlig robåd.
Kerteminde Kajakklub modtager 17.400 kroner til at få unge, der ikke er vante med naturen på sommerskole.

Kontaktinformation
For yderligere information og kommentarer kontakt kommunikationschef i Friluftsrådet Astrid Bjørg Mortensen på 2465 6230 eller abm@friluftsrådet.dk.