17. december var det 25 år siden, at Monumentområdet i Jelling blev det første sted i Danmark til at blive optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Torsten og Ivan og den nye runesten
Torsten Rye Petersen (tv) og Ivan Østergaard har brugt et par måneder på at hugge den nye runesten og riste inskriptionen i runer. Man kan se den nye runesten hos oplevelsescentret Kongernes Jelling.

17. december 1994 kunne en lille gruppe mennesker omkring Monumenterne i Jelling glæde sig over, at stedet var blevet medlem af den fornemme klub af umistelige steder i hele verden.

Flere er kommet til siden og i dag er der 10 steder i Kongeriget. Tre af dem er grønlandske og Vadehavet, Christiansfeld, Stevns Klint, Parforcejagtlandskabet, Roskilde Domkirke og Kronborg er nu også en del af familien.

25 år senere blev jubilæet markeret i oplevelsescentret Kongernes Jelling, hvor 69 inviterede gæster fejrede dagen med taler og sang i Kongernes Jelling og Jelling Kirke.

Lokalt var det nuværende og tidligere medlemmer af byråd og menighedsråd, samt Vejle Provsti og Haderslev Stift.

Der var også repræsentanter for Slots- og Kulturstyrelsen, Kulturministeriet og Nationalmuseet. Desuden var den franske ambassadør i Danmark, Caroline Ferrari, til stede, da verdensarvsorganisationen UNESCO har hovedsæde i Paris.

Vigtigt for lokalsamfundet
For at markere 25-året kunne de indbudte gæster nyde en særlig korsang i Jelling Kirke. Der var desuden taler fra flere repræsentanter for samarbejdsorganisationerne. I sin tale lagde Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen, vægt på den store udvikling, der har været de sidste 25 år:

– For 25 år siden havde vi to høje, to sten og en kirke. I dag er det et noget andet billede, der møder vores gæster, når de besøger Jelling. Palisade og skibssætning er nu blevet en del af verdensarven og smukt markeret i landskabet. De to runesten er kommet under tag og beskyttet for eftertiden, sagde Jens Ejner Christensen.

Læs hele artiklen på Mikropol.dk