4. klasse fra Thyregod Skole blev kåret som vindere af Vejle Kommunes store skolevejsundersøgelse. Børn, forældre og skoleledelser fra hele kommunen har bidraget med vigtig viden, der danner baggrund for kommunens nye trafiksikkerhedsplan, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Foto: ABW

Hvilken vej cykler eller går du til skole – og er der steder, hvor du er utryg? Det og mange andre spørgsmål er alle elever i Vejle Kommune blevet bedt om at besvare i en stor undersøgelse om trafiksikkerheden og trygheden på skolevejene. Samtlige 4. klasseelever fra Thyregod Skole har givet deres besyv med og er nu udtrukket som de dygtige vindere af konkurrencen bag undersøgelsen.

Vejle Kommune er om kort tid klar med en ny trafiksikkerhedsplan, hvor børns skoleveje er et højt prioriteret fokuspunkt. Børnenes svar fra undersøgelsen, der blev foretaget i efteråret 2017, har sammen med forældres og skoleledelsers input givet kommunen konkret og meget brugbar viden om, hvor der skal sættes ind for at gøre skolevejene tryggere at færdes på.

 

 

Vejles Trafiksikkerhedsplan 2018-2020 forventes offentliggjort ved udgangen af marts måned. Læs mere om arbejdet med trafiksikkerhed i Vejle på: www.vejle.dk/trafiksikkerhed

%d bloggers like this: