Vejle har både bygningerne og beliggenheden til at kunne rumme den nye politiskole og centret for efter- og videreuddannelse – og Rigspolitiet kan vælge både at leje, eje og bygge – lige ud til motorvejen og midt i Danmark. Det skriver Vejle Kommune i en pressemeddelelse.

Arne Sigtenbjerggaard
Arne Sigtenbjerggaard

– Politiskolen kan flytte ind i morgen, og de kan næsten ikke få mere ideelle forhold, end det vi har tilbudt dem for længe siden. Jeg er meget ærgerlig over, at Justitsministeren bliver ved med at trække beslutningen i langdrag, siger Vejles borgmester Arne Sigtenbjerggaard.

– Vejle har de ideelle bygninger i form af den tidligere sygeplejerske-skole Soldalen, der ligger lige ud til en motorvejsafkørsel, og som hurtigt og økonomisk kan indrettes til politiskole. Logistikken er optimal med Billund Lufthavn, togafgange mod Århus/Ålborg og København flere gange i timen og i alt fem motorvejsafkørsler. Og så ligger Vejle tæt ved de moderne skydebanefaciliteter i Vingsted, siger Arne Sigtenbjerggaard.

Borgmesteren understreger også, at Vejle i forvejen rummer en stor del af politiets efteruddannelse.

– Rigspolitiet har i stort omfang brugt Vejle til efteruddannelsesaktiviteter m.v. i tæt samarbejde med hotellerne, og for nylig var Vejle rammen om en stor politiøvelse. Vejle Idrætshøjskole har også et tæt samarbejde med Politiskolen i Brøndby og Vejle Politi om et forløb, som skal forberede områdets unge på optagelsesprøven til Politiskolen.

Også Vejle Politi rummer i dag en bred vifte af politiopgaver.

Samtidig ligger Vejle centralt placeret midt i Danmark, og det vil være attraktivt, når det gælder rekruttering af både lærere og elever. Vejle er i forvejen en stor uddannelsesby og over 500.000 arbejdspladser inden for en times kørsel.

– Vi har tilbudt Justitsministeriet, at de både kan leje, eje og bygge til på den store grund, vi har tilbudt dem. Bygningerne er på 7.100 kvm. og ideelt indrettet til politiets formål. Bygningen kan let indhegnes, og der er gode muligheder for at tilpasse og evt. bygge til på den meget store grund, der ligger omkring skolen.

– Det er optimalt, det vi kan tilbyde i Vejle, understreger borgmesteren.